Spring til indhold

Ukraines historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Denne artikel b�r genneml�ses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Det er blevet h�vdet, at kosakkerne var begyndelsen p� Ukraine. Maleriet Zaporozje-kosakkernes brev til den tyrkiske sultan (1880-91) af Ilja Repin viser de ukrainske Zaporizjzja-kosakkers (zaporog-kosakkers) ataman Ivan Sirko, som i 1676 skrev et h�nfuldt brev som svar p� Mehmed 4.'s krav om, at de skulle underkaste sig Det osmanniske rige. Kosakkerne, der var dygtige ryttere og krigere, b�rer traditionel kl�dedragt med kaftaner, pelshuer, oversk�g og khokhol-frisure.

Ukraines historie str�kker sig mindst tilbage til 4.500 �r f.Kr., og en r�kke folkegrupper har beboet og vandret gennem det landomr�de, der i dag kendes som Ukraine.[1] Fra omkring �r 800 har Ukraine v�ret et kerneomr�de for �stslaver, som med tiden etablerede Kijevriget som den f�rste slaviske statsdannelse.

Forhistorie

[redig�r | rediger kildetekst]
En s�kaldt Kurgan stenfigur i Kharkov
Foto: Evgenij Genkin

Der er p�vist bos�ttelser fra forhistorisk tid i omr�det, der i dag kendes som Ukraine. Den neolitiske Cucuteni-kultur blomstrede i omr�det i perioden 4.500-3.000 f.Kr.[1] Cucuteni-kulturen var baseret i den vestlige del af Ukraine, Rum�nien og tilh�rer kobberalderen. I den �stlige del af Ukraine holdt i samme periode Sredny Stog-kulturen til, der blev efterfulgt af den tidlige bronzealderkultur Jamna-kulturen (Kurgan-hypotesen), som befolkede stepperne og katakombe-kulturen mellem 2.800-2.200 f.Kr. Kurgan-kulturen efterlod sig en r�kke stenfigurer, s�kaldte Kurganst�tter.

I jernalderen vandrede flere forskellige kulturer ind: dakerne, kimmeriere, skyterne og sarmaterne. Et skytisk kongerige eksisterede i omr�det fra 750-250 f.Kr. Fra 500-tallet f.Kr. blev antikke gr�ske kolonier grundlagt p� Sortehavets nord�stlige kyst: bos�tningerne Tyras, Olbia og Tmutarakan. De gr�ske bos�ttelser efterfulgtes af romerske og �stromerske byer frem til 500-tallet e.Kr.

Gotiske stammer indvandrede til Ukraine mellem 250-375 e.Kr. i et landomr�de de kaldte Oium, og etablerede Tsjernjakhiv-kulturen. �stgoterne i omr�det kom fra 370 under hunnernes dominans. Nord for det �stgotiske kongerige var Kijev-kulturen opst�et og blomstrede fra 100- til 400-tallet, hvor omr�det blev erobret af hunnerne. Efter �stgoterne hjalp til at nedk�mpe hunnerne i slaget ved Nedao i 454, fik de overtaget omr�det Pannonien vest for Ukraine.

Med et magtvakuum efter slutningen p� hunnernes og goternes styre begyndte slaviske stammer, muligvis fra Kijev-kulturen, at sprede sig ud over store dele af Ukraine og Balkan. I 600-tallet var Ukraine kerneomr�det for Det storbulgarske rige med hovedstad i Fanagoria. Mod slutningen af 600-tallet forflyttede de fleste bulgarske stammer sig, og resterne af deres statsdannelse blev absorberet af khazarene, en delvis nomadisk folkegruppe fra Centralasien.

Khazarerne grundlagde et konged�mme i den syd�stlige del af Europa, n�r det Kaspiske hav og Kaukasus - et rige, der inkluderede de vestlige dele af Kasakhstan, de �stlige dele af Ukraine, Aserbajdsjan, det sydlige Rusland og Krim-halv�en.

Kijevriget

[redig�r | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Kijevriget

I 800-tallet blev Kijev erobret fra khazarerne af Oleg af Novgorod, en adelsmand fra v�ringerne, der lagde grundlaget for en lang periode med styre af Rurik-dynastiet. P� denne tid var der flere slaviske stammer i Ukraine. Kijev l� i krydsningspunktet for l�nsomme handelsruter, og dets betydning som center i Kijevriget voksede. I 1000-tallet var Kijevriget Europas st�rste stat i udstr�kning og var kendt i Vesteuropa som Rutenien.

Kijevriget i 1100-tallet

Kristendommen begyndte at p�virke dele af Ukraine allerede f�r det f�rste �kumeniske koncil, Koncilet i Nik�a i 325, s�rlig langs Sortehavet, men blev ikke officiel religion for Kijevriget f�r 988. Den st�rkeste drivkraft i kristningen af Kijevriget var Vladimir 1., hans interesse for kristendommen blev v�kket af hans farmor, prinsesse Olga. Under det efterf�lgende styre ved Jaroslav den vise blev lovbogen Russkaja pravda udformet. Den kom til at pr�ge retsforst�elsen i slaviske omr�der i mange hundrede �r frem over.

Indre konflikter i Kijevriget f�rte til, at dets magt blev reduceret i 1100-tallet. N�r Kijev bidrog det til etableringen af fyrsted�mmet Galitsj-Volynia, og i nord forekom for f�rste gang navnet Moskva i de historiske beretninger fra fyrsted�mmet Suzdal, som ledte til fremv�ksten af Rusland. I nordvest etableredes med tiden fyrsted�mmet Polotsk Hvideruslands selvstyre. Kijev blev plyndret af de andre slaviske fyrsted�mmer i 1169 og efter det plyndret af tyrkiske nomader og mongoler. Efter mongolinvasionen i slutningen af 1230-erne underlagde alle fyrsted�mmerne i Ukraine troskabsl�fte til Mongolerne, og Kijev blev igen plyndret i 1240. Fem �r efter skrev pavens udsending, Giovanni da Pian del Carpine, f�lgende:

"De gik [der efter] l�s p� Rusland, og gennemf�rte store massakrer, �delagde byer og borge og dr�bte folk. Kijev, som er den st�rste russiske by, belejrede de, og da de havde belejret den i en lang periode, tog de byen og dr�bte indbyggerne. S� n�r vi gik gennem dette land, fandt vi tall�se menneskeskaller og ben fra de d�de spredt ud over marken. Sandelig havde det v�ret en stor og folkerig by, og nu er den reduceret til n�sten intet. Faktisk er der n�ppe mere end to hundrede huse der nu, og folket bliver holdt i strengt slaveri"
Giovanni da Pian del Carpine i Vincentius Beluacensis his Speculum historiale

Fyrstend�mmet Galicien-Volhynien

[redig�r | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Galicien-Volhynien
Árpád og seks andre høvdinger af madjarerne. Fra Chronicon Pictum (Wiens illuminerede krønike), der viser skjoldet for det kongelige hus Arpads emblem, en sort siddende kaie.

Den statsdannelse, som efterfulgte Kijevriget i Ukraine, var fyrstendømmet Galicien-Volhynien.

Tidligere havde Vladimir den store oprettet byerne Galich og Vladimir som regionale hovedstæder for det vestlige Ukraine. Den nye rus'stat var baseret på tre folkestammer: duleberne, tiverterne, og hvidekroaterne. Staten var styret af efterkommere af Jaroslav den Vise af Kijev og Vladimir Monomakh. I en kortere tid var landet styret af en ungarsk adelsmand. Stridigheder med nabolandene Polen og Litauen forekom også, foruden gensidigt ødelæggende krigsførelse med det rutenske fyrstedømme Tsjernihiv mod øst. Nationen nåede sit højdepunkt med udvidelsen af naboerne Valakiet/Bessarabien, hele vejen til kysterne af Sortehavet.

I løbet af denne periode (omkring 1200-1400) blev hvert af fyrstedømmerne uafhængige for en tid. Fyrstendømmet Galicien-Volhynien blev til sidst en vasal af Mongolriget, men anstrengelserne for at skaffe sig europæisk støtte for at sætte sig op mod mongolerne fortsatte. Samtidigt blev titlen "konge af russerne" første gang benyttet, tidligere havde herskerne af Kijevriget haft titlen Velikij Knjaz (dansk: ~ storfyrste) eller Knjaz (dansk: ~ fyrste).

1300-tallet

[redigér | rediger kildetekst]

I løbet af 1300-tallet var der flere krige mellem Polen og Litauen på den ene siden og mongolerne på den anden. Dette førte efterhånden til, at det meste af Ukraine kom ind under polsk og litauisk overherredømme. Områderne i Volynia i nord og nordvest kom ind under de litauiske fyrster, mens områderne i sydvest kom ind under Polen (Galicien) og Ungarn (Karpato-Rutenien).

Efter at Kijev-området faldt under Litauens kontrol overtog de litauiske herskere titlen "hersker af russerne". De dele af Ukraine under polsk kontrol så på denne tid en stor indvandring af nye folkegrupper, især polakker, tyskere, armeniere og jøder.

Den polsk-litauiske realunion

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Den polsk-litauiske realunion
Omrids af Den polsk-litauiske realunion i 1619 med dets vigtigste underenheder, med nutidens statsgrænser.      Kongeriget Polen      Hertugdømmet Preussen, polsk len      Storfyrstendømmet Litauen      Hertugdømmet Kurland, litauisk len      Livland

Efter Lublinunionen i 1569 og dannelsen af Den polsk-litauiske realunion kom Ukraine ind under realunionens administration og som en del af det polske kongedømme. Perioden, som fulgte efter dannelsen af realunionen, blev præget af kolonisering, og mange nye byer og landsbyer blev grundlagt. Ideerne fra renæssancen spredte sig, og indvandrende polske bønder blev i stort antal ruteniserede. Samtidig blev størstedelen af den ukrainske adel politificeret og gik over til katolicismen, til forskel fra bønderne, som holdt på det rutenske sprog og forblev inden for den østlige ortodokse kirke. Disse modsætninger førte til voksende spændinger i samfundet og skabte grundlaget for fremvæksten af kosakkerne, som oprindelig var rutenske bønder, der flygtede fra livegenskabet. Realunionen allierede sig med mange kosakker for at beskytte landet mod tatarerne i sydøst. Kosakkerne deltog blandt andet i slaget ved Khotyn i 1621 og i flere felttog mod Storfyrstendømmet Moskva.

Zaporozke Host

[redigér | rediger kildetekst]

I 1648 stod kosakken Bogdan Khmelnytskij i spidsen for Zaporozke-kosakkernes opstand for en selvstændig stat. Dette blev begyndelsen på en tidsperiode som er blevet omtalt som "Ruinen" (eller "Syndfloden" i polsk-litauisk historietradition), hvor fyrstendømmets stabilitet blev alvorligt truet. Kosakkiske hetmanatet "Zaporozke Host", der er blevet set som en forløber til det moderne Ukraine, opstod i grænselandet mellem Det osmanniske rige i syd, den Den polsk-litauiske realunion i vest og Zarrusland i øst. Den bitre krig mellem zaporozke-kosakkerne og polakkerne førte til, at kosakkerne vendte sig til Zarrusland for beskyttelse, og i 1654 undertegnede russerne og kosakkerne Perejaslav-traktaten. Polen-Litauen forsøgte efterfølgende at opnå et kompromis med kosakkerne gennem Hadjatsj-traktaten i 1658, men 13 år med uafbrudt krig mellem Rusland og Polen fulgte. Med Andrusovo-traktaten kom parterne frem til en våbenhvile, og de ukrainske områder blev her delt mellem Den polsk-litauiske realunion og Zarrusland. På den russiske side af grænsen fik kosakkerne i en periode lov til at beholde et udstrakt selvstyre gennem det såkaldte Hetmanat.

Rusland og Østrig-Ungarn

[redigér | rediger kildetekst]
Den russiske forfatter Nikolaj Gogol var af ukrainsk oprindelse.

Tsarstyret over centrale Ukraine blev gradvis erstattet af "beskyttelse" i løbet af de næste tiår. Efter Polens tre delinger i 1772, 1793 og 1795, var den vestligste del af Ukraine kommet ind under østrigernes kontrol, mens resten havnede under Det russiske kejserdømme. Som et resultat af de russisk-tyrkiske krige havde det osmanniske rige taget kontrol over det sydlige og centrale Ukraine, mens Ungarns styre over regionen Karpato-Rutenien fortsatte. Forfattere og intellektuelle i Ukraine blev inspireret af den nationalistiske ånd, der opildnede hele Europa og krævede at genoplive de ukrainske sproglige og kulturelle traditioner og reetablere en ukrainsk nationalstat. Rusland frygtede separatismen og lagde store begrænsninger på alle forsøg på at fremme ukrainsk sprog og kultur, så langt som til at forbyde at studere det. Mange ukrainere accepterede skæbnen inden for det russiske rige, og mange fik også fremgang inden for det. Mange russiske forfattere, komponister, malere og arkitekter i 1800-tallet var af ukrainsk oprindelse. Den mest kendte var antagelig Nikolaj Gogol, en af de største forfattere i russisk litteraturhistorie.

Tilværelsen for ukrainere under det østrigske rige var langt vanskeligere da de blev sammentrængt under den russisk-østrigske magtkamp om Central- og Sydeuropa. I modsætning til Rusland var det meste af eliten, der styrede Galicien af enten østrigsk eller polsk oprindelse mens rutenerne næsten alle blev holdt i livegenskab. I løbet af 1800-tallet var ukrainsk "russofili" fremherskende, men indblanding fra de østrigske myndigheder førte til en bevægelse, der skulle erstatte denne med "ukrainofili", der derefter ville smitte til de russisk kontrollerede dele af Ukraine. Ved begyndelsen af 1. verdenskrig var alle de, som støttede Rusland, omringet og blev massakreret ved Talerhof interneringslejr (en).

Efter første verdenskrig og den russiske revolution

[redigér | rediger kildetekst]

Efter den russiske revolution prøvede flere politiske fraktioner at skabe en uafhængig ukrainsk stat. Den 28. juni 1917 oprettede ukrainske bolsjevikker og mensjevikker Den ukrainske nationale republik, og erklærede uafhængighed fra Rusland.

Den 20. november 1917 erklærede Ukraine sig som en autonom del af Den russiske socialistiske føderative sovjetrepublik. Bolsjevikkerne ønskede en føderation med den russiske sovjetrepublik, men manglede bred folkelig støtte. Under en separat kongres deklarerede de oprettelsen af Sovjetrepublikken Ukraine (Respublyka Rad Ukrajiny) den 25. december 1917, som imidlertid også var uafhængig af Rusland.

Den 22. januar 1918 blev derefter den ikke-kommunistiske ukrainske folkerepublik oprettet – også uafhængig af Rusland. Mellem 27. januar og 1. marts 1918 blev landet okkuperet af russerne, og internt fulgte en serie alliancer mellem anarkister og paramilitære grupper af haydamaker.

Mellem 1. marts og 16. december 1918 blev landet derefter okkuperet af en alliance mellem Tyskland og Østrig-Ungarn. Bolsjevikkerne blev fuldstændig fordrevet fra Ukraine, og mellem 18. april og 20. november 1918 var den kommunistiske stat opløst i forbindelse med Freden i Brest-Litovsk, som lagde Ukraine i den tyske indflydelsessfære. Efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig blev denne aftale ignoreret af Sovjetunionen, og den 14. december 1918 blev derefter Den ukrainske folkerepublik genoprettet. Mellem 18. december 1918 og 8. april 1919 blev Odessa okkuperet af de vestallierede.

Den 6. januar 1919 blev Den ukrainske socialistiske koncilie-republik grundlagt, for derefter at ophøre den 21. december 1919. Under den polsk-sovjetiske krig (februar 1919 – marts 1921) kæmpede Den ukrainske folkerepublik og Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik (Sovjet-Ukraine) på hver sin side. Efter krigen, den 7. maj 1921 blev imidlertid den ikke-kommunistiske del af Ukraine absorberet af Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik. Denne stat forblev så et eget land i de næste halvandet år indtil den 30. december 1922, hvor Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik var en af de fire grundlæggende medlemmer af Sovjetunionen.

Som en del af Sovjetunionen

[redigér | rediger kildetekst]
Uddybende Uddybende artikel: Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik

En undersøgelse fra det Moskvabaserede Demografisk institut[kilde mangler] regnede i 2008 ud at der i Ukraine døde 15 millioner[kilde mangler] mennesker i "overflødige dødsfald" mellem 1914 og 1948, heraf 1,3 millioner under 1. verdenskrig, 2,3 millioner under den russiske borgerkrig og den polsk-sovjetiske krig, omkring 2,2-2,4 millioner under Holodomor,[2][3], 300.000 under Den store terror og Sovjetunionens erobring af det vestlige Ukraine, 6,5 millioner under 2. verdenskrig, og 400.000 efter krigen som følge af hungersnød og Stalins kamp mod den ukrainske nationalisme.

Historiske kort over Ukraine

[redigér | rediger kildetekst]
  • Historisk periode (500-600).
    Historisk periode (500-600).
  • Historisk periode (750-850).
    Historisk periode (750-850).
  • Historisk periode (1220-1240).
    Historisk periode (1220-1240).
  • Historisk periode (1245-1349).
    Historisk periode (1245-1349).
  • Historisk periode (1386-1434).
    Historisk periode (1386-1434).
  • Historisk periode (1658).
    Historisk periode (1658).
  • Historisk periode (1751).
    Historisk periode (1751).

Se ogs�

[redig�r | rediger kildetekst]

Noter

[redig�r | rediger kildetekst]
  1. ^ a b The Cucuteni Culture (engelsk))
  2. ^ Jacques Vallin, France Mesl�, Serguei Adamets and Serhii Pyrozhkov: Ukrainian Population Losses during the Crises of the 1930s and 1940s (engelsk)
    Jacques Vallin opgiver i sin bog d�dstallet til omkring 2.2 millioner.
  3. ^ Timothy Snyder: Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin(engelsk)
    Snyder opgiver i sin bog d�dstallet til omkring 2,4 millioner.

Litteratur

[redig�r | rediger kildetekst]
  • Orest Subtelny, Orest (1988). Ukraine: A History. Toronto: University of Toronto Press. ISBN 0-8020-8390-0.
  • Andrew Wilson The Ukrainians: Unexpected Nation. Yale University Press; 2nd edition (2002) ISBN 0-300-09309-8
  • Anna Reid. Borderland: A Journey Through the History of Ukraine. London, Orion Books; 4th impression (1998, preface 2003) ISBN 1-84212-722-5
  • Paul Robert Magocsi. A History of Ukraine. Toronto: University of Toronto Press (1996) ISBN 0-8020-0830-5
  • Askold Krushelnycky. An Orange Revolution: A Personal Journey Through Ukrainian History. (2006). ISBN 0-436-20623-4
  • Yekelchyk, Serhy (2007). Ukraine: Birth of a Modern Nation. Oxford University Press. ISBN 978-0-19-530545-6
  • Andreas Kappeler. Ukraines historie. Ellek�r (2016) ISBN 978-87-92173-25-6

Eksterne henvisninger

[redig�r | rediger kildetekst]
Der er for f� eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hj�lpe ved at angive trov�rdige kilder til de p�stande, som fremf�res i artiklen.
Portal Portal:Historie
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Ukraines_historie&oldid=11863499"