Spring til indhold

Bukhariske jøder

Fra Wikipedia, den frie encyklop�di

Bukhariske j�der (ogs� kaldet bukharaj�der eller bukharij�der) refererer til j�der fra Centralasien, som taler bukharisk; en dialekt af det persiske sprog. Deres navn kommer fra den usbekiske by Bukhara, som tidligere havde et stort j�disk milj�. Efter Sovjetunionens opl�sning er det store flertal emigreret til Israel eller USA.

Bukhariske j�der, ca. 1890.

De bukhariske j�der stammer fra Israelittere, som aldrig kom tilbage fra det babylonske fangenskab efter deres eksil i 7. �rhundrede f.Kr.. I Centralasien overlevede de i �rhundreder som en f�lge af flere heldige h�ndelser. Milj�et blev effektivt isoleret fra resten af den den j�diske verden for mere end 2.000 �r men overlevede alligevel. De bliver anset som en af de �ldste etno-religi�se grupper i Centralasien, og de har udviklet en egen, distinkt kultur op gennem �rene. De bukhariske j�der h�vder, at de oprindeligt stammer fra stammer i Issahchar og Nephtalli.

De fleste bukhariske j�der levede i Bukhara-Emiratet (nuv�rende Usbekistan og Tadsjikistan), mens et lille antal levede i Rusland, Kasakhstan, Turkmenistan, Afghanistan, Pakistan, Kirgisistan og andre dele af det tidligere Sovjetunionen. I Emiratet Bukhara var st�rstedelen bosatte i Samarkand, Bukhara og Kokand. I Tadsjikistan var st�rstedelen ligeledes bosatte i hovedstaden Dusjanbe.

F�r delingen af Indien kunne nogle bukhariske j�der findes blandt den afghanske befolkning i Peshawar i den nordvestlige gr�nseprovins i Indien, (nu Pakistan). Efter delingen og dannelsen af Israel drog n�sten alle disse j�der til Israel og andre lande. �n synagoge eksisterer fortsat i Peshawar, og der er to hovedsynagoger og flere j�diske kirkeg�rde, som fortsat bruges i havnebyen Karachi.

[redig�r | rediger kildetekst]

Betegnelsen "bukharisk" blev skabt af europ�iske rejsende, som bes�gte Centralasien i 1600-tallet. Eftersom st�rstedelen af det j�diske milj� levede under Emiratet Bukhara, blev de med tiden kaldt for bukhariske j�der. De ans� sig selv som "Isro'il" og "Yahudi".

Bukhariske j�der anvendte det persiske sprog til at kommunikere indbyrdes, og senere udviklede de "bukharisk", en distinkt dialekt af det tadjikisk-persiske sprog med visse lingvistiske spor af hebraisk. Dette sprog gjorde kommunikationen lettere med de lokale milj�er og blev anvendt i alle kulturelle og uddannelsesm�ssige sammenh�nge blandt j�derne. Det blev flittigt anvendt helt frem til, at omr�det blev "russificeret" af russerne, og udbredelse af "religi�s" information blev forhindret. N�sten alle bukhariske j�der i dag anvender russisk som sit hovedsprog, og kun en minoritet holder sig til bukharisk.

Milj�et er hverken askenasisk eller sefardisk. De er blevet et af de mest isolerede j�diske milj�er i verden.[1]

Det bukhariske milj� i Centralasien havde perioder med fremgang s� vel som perioder med undertrykkelse. Efter oprettelsen af silkevejen mellem Kina og Vesten i 2. �rhundrede f.Kr., som fungerede langt ind i 1600-tallet, flygtede mange j�der til Emiratet Bukhara, og spillede der en vigtig rolle i dets udvikling. Efter deres eksil fra Israel i �r 135 kom de under det persiske rige, og de blomstrede og voksede i dette omr�det. Senere, omkring 5. �rhundrede, blev de forfulgte. Kendte j�diske akademier i Babylon blev lukkede, mens mange j�der blev dr�bt og drevet ud. Efter arabermuslimernes erobring i begyndelsen af 800-tallet blev j�der (s� vel som kristne) ansete som Dhimmier og blev blandt andet tvungne til at betale jizyaskat. Den mongolske invasion i 1300-tallet var ogs� et tungt slag for bukharij�derne.

Ved begyndelsen af 1600-tallet blev omr�det invaderet og okkuperet af nomadiske usbekiske stammer, som oprettede strenge retningslinjer for Islam og religi�s fundamentalisme. De blev henviste til ghettoer, og j�derne blev n�gtet element�re rettigheder, og flere blev tvungne til konvertering til Islam. Ved midten af 1800-tallet levede n�rmest alle de bukhariske j�der i Emiratet Bukhara. I 1843 samlede bukhariske j�der 10.000 s�lv-tan'ga og k�bte et landomr�de i Samarkand, kendt som Makhallai Yakhudion, i n�rheden af Registon.

Ved begyndelsen af 1700-tallet blev den f�rste synagoge opf�rt i byen Bukhara. Dette var et brud p� Omars lov, hvilken havde forbudt dannelse af nye synagoger, s� vel som �del�ggelse af dem, som havde eksisteret siden den f�r-islamske periode.[2] Historien om dannelsen af den f�rste bukharasynagoge knyttes til to personer: Nodir Divan-Begi, en vigtig stormann, og en navnl�s enke, som overlistede en funktion�r.

J�diske studenter med deres l�rer i Samarkand, ca. 1910.

I 1793 rejste Yosef Maman, en sefardisk j�de fra T�touan i Marokko, til Bukhara og fandt de lokale j�der i s�rdeles d�rlig tilstand, og han bestemte sig for at sl� sig ned i omr�det. Han blev en spirituel leder, og �ndrede den persiske religi�se tradition til en sefaridisk j�disk tradition. Ved midten af 1900-tallet begyndte bukhariske j�der at rejse til det historiske Israel. Omr�det, som de havde sl�et sig ned i i Jerusalem blev kaldt for det bukhariske str�g (Sh'hunat Buhori), og det eksisterer den dag i dag.

I 1865 overtog russiske tropper Tasjkent, og der var stor indstr�mming af j�der til den nylig skabte Turkestan-region. Fra 1876 til 1916 havde massevis af bukhariske j�der prestigefyldte stillinger, og nogle j�der var fremgangsrige. J�der kunne frit ud�ve j�dedom.

Sovjet-perioden

[redig�r | rediger kildetekst]

Efter indf�relsen af sovjetstyre over territoriet i 1917 blev de j�diske forhold betragteligt forv�rrede. Gennem 1920- og 1930-erne m�tte tusindvis af j�der flygte fra religi�s undertrykkelse, konfiskering af ejendom, arrestationer og undertrykkelse, og de flygtede derved til Pal�stina. I Centralasien pr�vede milj�et at bevare sine traditioner, mens de viste loyalitet over for myndighederne. 2. verdenskrig og holocaust bragte over en million j�diske flygtninge fra de europ�iske regioner af Sovjetunionen og �steuropa via Usbekistan. I starten af 1970-tallet skete en af de st�rste bukhariske j�deudvandringer i historien, da de usbekiske og tadsjikiske j�der emigrerede til Israel og USA p� grund af en slappere indvandringspolitik.

Efter opl�sningen af Sovjetunionen og etableringen af den uafh�ngige republik Usbekistan i 1991, var der en pludselig v�kst i nationalisme, chauvinisme (nationalchauvinisme) og xenofobi i usbekiske folks bevidsthed. Den islamiske fundamentalisme i Usbekistan f�rte til en voldsom v�kst i udvandringsraten blandt j�der (b�de bukhariske og askenasiske). De n�ste tyve �r udvandrede ca. 100.000 til Israel, 50.000 til USA (hovedsagelig Queens, New York). Omtrent 2.000 blev tilbage i Usbekistan, mens f�rre end 1.000 blev tilbage i Tadsjikistan (sammenlignet med 15.000 i Tadsjikistan i 1989)

I dag er de bukhariske j�der for det meste bosat i USA (New York City, Arizona, Atlanta, Denver, San Diego), s� vel som Israel, �strig, Rusland og Usbekistan. New York Citys 108th Street i Forest Hills Queens, er fyldt med bukhariske restauranter og gavebutikker. De har dannet et tæt, sammensvejset og isoleret miljø i dette område, som engang var hovedsagelig fuldt af askenasiske jøder.

Ved begyndelsen af det jødiske nytår 5765 (2005), fejrede det Bukhariske Jødiske Miljø i Queens åbningen af den Den Bukhariske Jødekongres. Denne oprettelse afspejler det voksende bukhariske miljø i Queens og deres ønsker om at værne deres identitet i en verden i stadig forandring.

I begyndelsen af 2006 blev den fortsat aktive Dusjanbe-synagoge i Tadsjikistan, så vel som byens mikvé (rituelt bad), koscherslakteri og jødiske klasserum ødelagte af myndighederne (uden kompensation til miljøet) for at skaffe plads til en ny præsidentbolig. Efter et internationalt nødskrig forandrede den tadjikiske regering sin beslutning og vil tillade, at synagogen bliver genopbygget på det aktuelle område.

Bukhariske jøder havde en egen dragtstil, både lig og anderledes end andre kulturer (hovedsagelig mongolsk-tyrkiske kulturer) i Centralasien. I bryllupper i dag kan man fortsat se bruden og hendens nære slægtninge med en traditionel kaftan (Jomah-джома-ג'ומא i bukharisk og tadsjikisk) og de velbroderede pelsstribede hatte, samt deres egne danse.

De har en speciel musik kaldet Shashmaqam, som er et samspil af strengeinstrumenter, pålagt centralasiatiske rytmer, klezmer, muslimske melodier og til og med et par spanske akkorder.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]