Charlotte Schimmelmann
 | Denne artikel eller dette afsnit er for�ldet. Teksten er helt eller delvist kopieret fra en gammel udgave af Dansk Biografisk Leksikon, og det er rimeligt at formode, at der findes nyere viden om emnet. (L�r hvordan og hvorn�r man kan fjerne denne skabelonbesked) |  |
| Charlotte Schimmelmann | |
|---|---|
 Charlotte Schimmelmann, af Cornelius Høyer | |
| Personlig information | |
| Født | Магдалена Шарлотта Шубарт  10. august 1757 Skien, Norge |
| Død | 2. december 1816 (59 år) København, Danmark |
| Mor | Inger Løvenskiold |
| Søskende | Herman Schubart, Anna Sybille Reventlow, Caroline Rudolphine Schubart |
| Ægtefælle | Ernst Heinrich von Schimmelmann (1782-1816) |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Salonvært |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Magdalene Charlotte Hedevig lensgrevinde Schimmelmann, født Schubart (10. august 1757 på Fossum eller Borrestad i Norge – 2. december 1816) var en dansk adelsdame. Hun var datter af oberstløjtnant Carl Rudolf Schubart og Inger født Løvenskiold og blev grevinde efter sit ægteskab.
Biografi
[redigér | rediger kildetekst]Kun to år gammel mistede Charlotte faren, men fik trods morens små kår en fortræffelig opdragelse, især under tilsyn af sin gudmoder, den udmærkede gehejmerådinde M.C.H. Løvenskiold, født Numsen, på Løvenborg. Her oplevede hun for første gang det elegante liv og fulgte årets gang på et stort gods. Fru Løvenskiold var belæst, dannet og velinformeret, hvorimod hendes mand Severin Løvenskiold var en bondsk storgodsejer.
Familien Løvenskiold var norsk og havde tjent formuer på tømmerhandel, som den bl.a. investerede i et af palæerne på Amalienborg. Familien Løvenskiold opfattede Charlottes mors ægteskab med den forarmede Schubart som en kolossal og tragisk mesalliance. Den tog sig af børnene, gav dem en uddannelse, men overvejede åbenbart aldrig at tilbyde døtrene en egentlig medgift.
Søsteren Sybille blev af ren inklination gift med Johan Ludvig Reventlow til Brahetrolleborg. Sybille var familiens sk�nhed, mens Charlotte var dens sk�n�nd. Charlotte opfattedes som den kloge af s�strene, og det virker som om hun levede som en slags skyggetante i sin s�sters nye familie. En lidt skarp, mager kvinde.
Hun �gtede 25. maj 1782 grev Ernst Heinrich Schimmelmann. Hans far skatmesteren var blevet forf�rdet ved tanken om, at hans sv�rmeriske s�n �nskede at gifte sig med dette s�re kvindemenneske, som han i �vrigt slet ikke kendte. Men han d�de, Ernst �gtede Charlotte og blev minister efter kronprinsens statskup.
Opfyldt af en ualmindelig kundskabstrang, udrustet af naturen med fremragende evner og udpr�gede interesser i �stetisk, filosofisk og politisk retning udfyldte grevinden sin plads p� glimrende m�de. I begyndelsen fungerede hun ved Schimmelmanns side, men som �rene gik, tog hun mere og mere over. Pal�et i Bredgade, nu Odd Fellow Pal�et, og landstedet Seelust, nu S�lyst, ved Klampenborg, dannede rammerne om et internationalt liv i den overd�digt rige overklasse. Charlotte blev salonv�rtinde og samlede eliten inden for politik, �konomi, diplomati og kunst p� en i Danmark hidtil uset m�de.
Danmark havde ingen kulturminister, s� Ernst Schimmelmann havde p�taget sig at hj�lpe og lede danske kunstnere overalt i verden. Charlotte kappedes med ham om at st�tte lovende begavelser. Med sin "Trang til at protegere" havde hun altid tanken henvendt p� at "gj�re Erobringer for sit F�dreland i Aandens Verden". S�ledes underst�ttede familien Schimmelmann via statsmidler den tyske digter Friedrich Schiller i flere �r. Underst�ttelsen f�rte til et varmt venskab med Schiller, som efter hans d�d overf�rtes til hans enke.
Charlotte var i h�j grad f�lsom og modtagelig, og som Schiller sagde om hende liberal i sin sentimentalitet, fordomsfri og vidtskuende i religi�s og politisk henseende, utr�ttelig i sin higen efter det gode og nyttige. Hendes navn er knyttet til Jens Baggesen, Adam Oehlenschl�ger, Heinrich Steffens, Schiller og Niebuhr, og hun underholdt dem med en mange�rig brevveksling, der vidner om hendes rige, varme hjerte og den forbavsende mangfoldighed af interesser, der besk�ftigede hendes tanker.
Charlotte og Ernst Schimmelmann, Lotte og Ernst, fungerede som et ubrydeligt makkerpar. De n�d hinandens fuldkomne fortrolighed. Charlotte blev af sin mand indviet i statssager af enhver art og udnyttede sin enest�ende position til at ud�ve indflydelse i regeringsanliggender. Fra en udelt beundring for den franske revolution n�ede hun med �rene over en bestyrtet undren til en helhjertet afvisning.
Hun forstod at vinde de fremmede gesandters tillid og at aflokke dem hemmeligheder. At de stolede p� hende, ses af deres indberetninger. Hertug Frederik Christian II af Augustenborg og hans hustru Louise Augusta, kongens s�ster, var hendes fortrolige, og under den splittelse, der herskede i Statsr�det i de sk�bnesvangre dage omkring Slaget p� Reden, gennemf�rte hun en forsoning mellem Schimmelmann og Christian Bernstorff, "saa at Fornuftens Stemme atter kunde g�re sig gj�ldende, inden det var for sent".
Ih�rdigt, men forg�ves arbejdede hun med sit gl�dende had til Napoleon og Frankrig p� en udsoning med England efter 1807 og en tilslutning til Preussen, men hun opn�ede kun at fjerne sin �gtef�lle mere og mere fra Frederik 6.. Jens Baggesen kaldte hende for "kam�leonen", fordi hun hele tiden skiftede sind og holdninger. Hun form�ede at opretholde venskabet med hertugen af Augustenborg samtidig med, at hun modtog hans fjende, romantikeren Steffens. Hun fors�gte gentagne gange at gribe ind i andre menneskers liv. Ogs� som en Kirsten Giftekniv: hun fors�gte at afs�tte sin unge s�sterdatter til en fremmed lykkej�ger.
I hendes senere leve�r hjems�gtes hun af svagelighed. Nu s�s de mindre behagelige sider af hendes karakter tydeligere: p�st�elighed, pirrelighed og omskiftelighed, som Jacob Peter Mynster og Heinrich Steffens omtaler. Hun br�d sig hverken om udvikling eller politik. Hendes mand havde en stor del af skylden for statsbankerotten, og familiens sorgl�se liv sluttede i 1813. Dens formue var tjent p� sukker, slaver og v�ben, s� indt�gterne sank brat. Ernst Schimmelmann var ikke l�ngere minister, Danmark havde tabt krigen, Norge blev en del af det svenske rige, og det glansfulde salonliv sluttede. Fra nu af var det Bakkehuset og Kamma Rahbeks borgerlige tevandssalon, som blev norm og ideal.
Charlottes helbred blev gradvist nedbrudt. Hun d�de 2. december 1816. Schack von Staffeldt skrev et f�lt digt til minde om "de danske Skjaldes Moder". Hun, som engang havde �bnet sit hus for tusindvis af mennesker, blev fulgt af en h�ndfuld til Sankt Petris tyske kirke, hvor hendes kiste st�r ved siden af Ernst og hans f�rste hustru Emilie Rantzau. Der er ingen kristne symboler p� kisten.
Hun skrev til Louise Stolberg om Marezolls pr�dikener, og hun sendte Frederik den 6.'s dronning Marie Sophie Frederikke et eksemplar. Charlotte og Ernst fik ingen b�rn sammen, men adopterede to d�tre, der blev opdraget som medlemmer af familien.
En del af hendes korrespondance er bevaret, men størstedelen gik vist tabt, da Odd Fellow Ordenen overtog det schimmelmannske palæ og ryddede loftet.[1][2]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- Anne Scott Sørensen, Min Laterna Magica i: Anne Scott Sørensen (red.), Nordisk salonkultur – et studie i nordiske skønånder og salonmiljøer 1780-1850, Odense Universitetsforlag, 1998. ISBN 87-7838-345-5.
- Louis Bobé: Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds
- Louis Bobé: Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds, bind 4,5 og 10. Breve fra Grevinde Charlotte Schimmelmann til Grevinde Louise Stolberg, født Reventlow.
- Maria Helleberg: Vilde Kvinder, Milde Kvinder. 2003.
|
Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) af Louis Bobé i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 15. bind, side 139, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). |