Wikipedia:Konsensus

Denne side er en officiel politik for den danske Wikipedia – en bredt accepteret standard, alle brugere skal følge. Du må gerne ændre denne side efterhånden som det bliver nødvendigt, men vær sikker på at det afspejler konsensus. Er du i tvivl, så brug diskussionssiden.

Denne side i en nøddeskal Konsensus er Wikipedias grundlæggende model for redigering og beslutningstagning.

Veje til konsensus

Konsensus er på Wikipedia at brugerne via dialog finder frem til en konklusion, hvor også de som i udgangspunktet er uenige, accepterer konklusionen som rigtig for Wikipediasamfundet.

Dette gøres gennem høflig dialog, diskussion og forhandling, hvor målet er at komme frem til almindelig eller bred enighed – konsensus – om hvordan vi skal tolke retningslinjer og principper som for eksempel neutralitet. Når det ikke er muligt at nå konsensus direkte, kan man foretage uformelle spørgerunder eller bede flere om at deltage i diskussionen. Ordet konsensus kommer i øvrigt fra det latinske ord consensus, der betyder overensstemmelse.

Konsensusprincippet

Konsensusprincippet kan kun fungere blandt bidragydere, som gør deres bedste for at samarbejde for at beskrive de forskellige syn på et emne så nøjagtigt og præcist som muligt. At indsætte en triviel oplysning i en artikel når flere andre har modsat sig dette, er et eksempel på brud på konsensus.

Det kan være vanskeligt at definere hvad der er en rimelig eller rationel indstilling. Næsten alle bidragydere mener at deres syn er rimeligt og rationelt begrundet; gode bidragydere er villige til at indrømme at også de som har det modsatte standpunkt, kan have en rimelig indstilling til emnet. Wikipedias konsensusprincip betyder at man ikke kan insistere på de synspunkter man står alene med, men at man skal tage andres deltagelse i en positiv ånd. Det hjælper ikke at man insisterer på at man følger objektivitetskravet i sine bidrag, hvis man samtidig driver partisk redigering og ikke vil kommunikere med andre.

Konsensus kan skifte. Hver konsensus kan blive til et nyt startpunkt. Enhver kan lave en redigering og starte processen igen, så tit det er nødvendigt.

Konsensus vs. andre mekanismer

Det antages at bidragydere, som arbejder for at opnå konsensus, gør det med Wikipedias grundretningslinjer som basis, specielt neutralitet. Til tider kan en gruppe bidragydere gennem stædighed, antal og organisering være i stand til at undertrykke øvrige bidragyderes mening, og herigennem opbygge en bred støtte for en subjektiv, ensidig, unøjagtig eller krænkende version af en artikel. Dette er ikke konsensus.

Den foretrukne måde at håndtere dette på er at inddrage flere i diskussionen ved at tage sagen op i et større forum – for eksempel ved Landsbybrønden – eller ved at kontakte brugere, som man ved kan være interesseret i at hjælpe til med at løse en konflikt. Når flere bliver involveret, er det vanskeligere for en gruppe at undertrykke øvrige brugere. Samtidig er der grund til at minde om, at hvis man alene står mod en gruppe bidragydere, kan det godt tænkes, at man faktisk tager fejl eller i det mindste ikke har tilslutning for holdningen.

Konsensus vs. overvældende flertal

Specielt når der er mange synspunkter, som kommer frem i løbet af en diskussion, kan det være vanskeligt at nå frem til konsensus, hvorfor der må tyes til flertalsprincippet gennem afstemning, for at nå frem til en konklusion. Den brede enighed ses her repræsenteret ved et overvældende flertal. Hvor mange der skal til, for at et flertal er overvældende, afhænger af den enkelte situation (f.eks. kompleksiteten af emnet og antallet af deltagere i diskussionen), men aldrig under 67% (²/₃) og helst over 75% (³/₄). Såfremt et sådant flertal ikke kan nås regnes sagen for uløst og status quo (inden diskussionen begyndtes) opretholdes og man kan evt. begynde diskussionen forfra på et senere tidspunkt.

Den forudgående diskussion er en særdeles vigtig del af processen, og også under afstemninger er det muligt at begrunde sine stemmer. I nogle tilfælde er det absolut nødvendigt at begrunde det; når man stemmer om en artikel bør slettes fordi den ikke h�rer hjemme p� Wikipedia giver det ikke mening bare at stemme for at beholde, man m� ogs� forklare hvorfor. S�danne begrundelser kan v�re afg�rende for diskussioner; selv om der er et klart flertal for en indstilling kan en enkelt kommentar belyse temaet p� en ny m�de, som g�r at man n�r en anden konklusion end det stemmetallene tilsiger.

Stem ikke om alt

Det ligger i en Wikipedias natur at man ikke ved s� meget om de bidragydere man samarbejder med. Der bliver hele tiden registreret nye brugere, og via et website eller e-mail kan man samle masser af mennesker til at stemme p� et alternativ, selv om de ikke i �vrigt er interesseret i Wikipedia. Dette betyder at afstemninger ikke kan automatiseres; ethvert resultat m� valideres mod standarder fastlagt f�r afstemningen.

I nogle tilf�lde er der kun visse brugere som kan implementere afg�relsen. For eksempel skal man v�re administrator for at kunne slette en side, og bureaukrat for at give en person administrator- eller bureaukratrettigheder. Dette betyder at administratorer og bureaukrater f�r et specielt ansvar for at tolke afg�relser. Men deres prim�re rolle er at tjekke om proceduren er overholdt i forbindelse med afg�relsen, for eksempel ved at tjekke at der ikke er brugt sockpuppets og at det kun er brugere, der var registreret f�r afstemningens begyndelse, der stemmer. Alle kan deltage i denne proces, men i praksis bliver det ofte administratorerne som sidder med overblikket som er n�dvendigt for at kunne validere afstemningen. De kan s�ledes nemt f� en s�rlig, men egentlig u�nsket rolle.

Afstemninger betyder ogs� at den ene part vinder over den anden. Dette stemmer d�rligt overens med konsensusprincippet, hvor m�let er at alle bliver enige; i det mindste enige i at den ene eller anden afg�relse er et udtryk for det som er bedst for Wikipedia. Ved at starte en afstemning f�r det er absolut sidste udvej betyder at man fjerner muligheden for kompromisser, og skaber en minoritet som er misforn�jet med afg�relsen.

Det ligger ogs� i en wikis natur at den hele tiden �ndres. Nye brugere og ny information kommer til, og det er derfor vigtigt at en tidligere afg�relse kan tages op til debat. Afstemninger opfattes let som bindende, men det m� v�re muligt at tage dem op p� ny under nye omst�ndigheder. Desuden vil en afg�relse som er n�et gennem konsensus ofte st� st�rkere, s�ledes at man slipper for at genoptage samme diskussion i tide og utide; selv om man m� v�re �ben for at diskutere p� ny, er der ogs� brug for stabilitet og forudsigelighed. Det er ogs� lettere at f� nye brugere til at forst� tidligere afg�relser, hvis man kan vise til en grundig diskussion som ender i konsensus end hvis der blot er to-tre personer som udveksler meninger fulgt af en afstemning.

Ved at tage afg�relser gennem diskussioner minimerer eller fjerner man en del af de problemer som findes i forbindelse med afstemninger:

• Man f�r luftet flere synspunkter
• Afg�relsen har en begrundelse som er forst�elig, ikke bare to tal som st�r overfor hinanden
• Alle brugere er ligev�rdige i at n� konsensus
• Konsensus betyder at f� eller ingen sidder tilbage og f�ler sig tromlet

Afstemninger om artikler og retningslinjer

Der er bred konsensus p� Wikipedia om, at man ikke kan stemme om, hvorvidt en artikel er n�jagtig eller objektiv. Dette er ikke sp�rgsm�l, der kan afg�res gennem majoritetsafg�relser; der m� meningsudveksling og dokumentation til. Det samme princip g�lder for de fleste retningslinjer; man m� vide hvorfor det ene er bedre end det andet, og ikke bare hvor mange, som st�tter det ene eller andet alternativ.

I nogle tilf�lde er afstemninger den eneste m�de at l�se en uenighed. Dette b�r helst forbeholdes mindre afg�relser, og g�res som en sidste udvej efter at diskussionen er g�et i st�. Et alternativ til en afstemning er en formel sp�rgerunde, hvor man finder ud af hvor brugerne st�r i et sp�rgsm�l, men uden at dette er bindende.

For at en afstemning skal kunne siges at v�re forankret i konsensusprincippet, b�r man efterstr�be et solidt flertal for det ene eller det andet alternativ. Hvor stort flertal, der skal til, b�r defineres p� forh�nd.