Klintekongen
Klintekongen er i dag fejlagtigt en betegnelse for ejeren af Klintholm Gods p� M�n, men er retteligt en
mytisk figur, Odins efterf�lger, der herskede over Stevns, og boede i en hule i Stevns klint [1]
Myterne
[redig�r | rediger kildetekst]Han regerede over M�ns, Stevns og Rygens klinter. P� Stevns kaldes Klintekongen ogs� Ellekongen, som optr�der i Heibergs Elverh�j.
P� M�n fort�lles det, at Klintekongen hersker p� �ens �stlige del, H�je M�n: N�r man forlader lavningen ved Borre, kommer man ind i hans rige. Han beskytter �en mod invasion og kan forvandle sten p� stranden og tr�er i skoven til krigere.
Han har if�lge sagnet en vogn, som tr�kkes af fire sorte heste, og i den rejser han over havet fra den ene klint til den anden. S� bliver havet sort og kommer i opr�r, og man h�rer hestenes vrinsken.
I H.C. Andersens Elverh�j er Klintekongens datter fra M�n gift med Dovregubben fra Norge.
Fra Vemmetofte fort�lles det, at der ligger en stor sten, som kaldes Mussestenen. Sagnet fort�ller, at norske Dovregubben �nskede sin s�n gift med Klintekongens datter. Da Klintekongen modsatte sig dette, blev Dovregubben s� arrig, at han br�kkede et stykke fjeld af og kastede det for at dr�be Klintekongen. Og stenen faldt ned ved Vemmetofte Strand.
Fra Aved�re er sagnet, at Klintekongen ville forhindre bygningen af Glostrup Kirke. Han kastede en stor sten mod den halvf�rdige kirke, men ramte ved siden af p� Aved�re Holme. Stenen hed Albaarstenen.
Det siges at klintekongen havde en vidunderlig og mystisk have fuld af de smukkeste frugter, is�r et �bletr�, med store r�de �bler. Mange af inbyggerne pr�vede at komme hen til haven, men n�r de n�ede derhen, s� man kun eneb�rbuske, krat og tj�rn. s� kunne man se haven langt derfra, men n�r man n�ede derhen igen, var tr�erne v�k endnu engang.
Referencer
[redig�r | rediger kildetekst]- ^ Klintekongen (Webside ikke l�ngere tilg�ngelig) p� lokalarkiverne.vordingborg.dk
Eksterne henvisninger
[redig�r | rediger kildetekst]- Vemmetofte Arkiveret 19. juli 2011 hos Wayback Machine
- Aved�re Arkiveret 30. december 2005 hos Wayback Machine