Frederik 1.

Der er flere personer med dette navn, se Frederik 1. (flertydig).

Frederik 1.
Valgsprog: NIHIL SINE NUMINE (Intet uden den guddommelige vilje)
Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig og Holsten, Greve udi Oldenburg
Kroning	7. august 1524 Vor Frue Kirke, København
Regerede	13. april 1523 – 10. april 1533
Forgænger	Christian 2.
Regent	Frederik 1.
Efterfølger	Christian 3.
Ægtefæller	Anna af Brandenburg (g. 1502) Sophie af Pommern (g. 1518)
Børn	Med Hertuginde Anna: Christian 3., Konge af Danmark og Norge Dorothea, Hertuginde af Preussen Med Dronning Sophie: Hans, Hertug af Slesvig-Holsten-Haderslev Elisabeth, Hertuginde af Mecklenburg Adolf, Hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp Anna Dorothea, Hertuginde af Mecklenburg Frederik, Fyrstbiskop af Hildesheim
Hus	Huset Oldenburg
Far	Christian 1.
Mor	Dorothea af Brandenburg
Født	7. oktober 1471(1471-10-07) Haderslevhus
Død	10. april 1533 (61 år) Gottorp Slot
Hvilested	1533 Slesvig Domkirke

Frederik 1./Frederik af Holsten (7. oktober 1471 på Haderslevhus – 10. april 1533 på Gottorp Slot) var konge af Danmark og Norge fra 1523 til 1533.

Liv og gerning

F�dsel og opv�kst

Frederik blev f�dt som den anden og yngste s�n af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg og voksede op i hertugd�mmerne Slesvig og Holsten. Nogen udsigt til kongev�rdigheden havde han ikke, da hans �ldre broder Hans for l�ngst var udset til konge.

Hertug i Slesvig og Holsten

I 1481 d�de Christian 1., og dronning Dorothea �nskede, at b�de Hans og Frederik skulle tilgodeses, og helst s�dan at Frederik fik hertugd�mmerne Slesvig og Holsten. I hertugd�mmerne Slesvig og Holsten var en del af ridderskabet utilfreds med personalforbindelsen med Danmark, som forholdene havde udviklet sig under Christian 1. Kort f�r hans d�d havde ridderskabet derfor ans�gt om, at Frederik blev opdraget i hertugd�mmerne som landenes tilkommende hersker, hvilket kongen samtykkede til. Efter faderens d�d mente hertug Frederik, at han havde ret til hertugd�mmerne og fandt straks en st�tte i moderen. Men da Hans ikke ville opgive sine rettigheder til landene og fik st�tte i det danske rigsr�d, enedes man til sidst p� en landdag i Kiel i november 1482 om at hylde begge br�drene som arveherrer. Hertug Frederik blev bragt til hertugd�mmerne og opdroges her under sin moders formynderskab; til l�rer havde han holsteneren Enevold Sovenbroder, provst ved Slesvig Domkirke.

F�rst efter at han var blevet myndig, foretoges den 10. august 1490 en deling af landene: i den gottorpske og segebergske del, dog s�ledes, at der tillagdes hver del spredte besiddelser i begge lande, og at h�jheden over ridderskab og pr�later blev hos begge fyrster i forening, hvorved man mente at redde Ribe-Overenskomsten af 1460 om landenes udelelighed. Som yngre broder fik Frederik ret til at v�lge f�rst og valgte den gottorpske del med hoveds�de p� Gottorp Slot.

Frederik ans� delingen af hertugd�mmerne som en forurettelse. Til geng�ld gjorde han i kraft af sin formentlige arveret ogs� krav p� del i kongerigerne, nemlig p� halvdelen af Norge og, if�lge tidligere skik i middelalderen, ogs� p� len i Danmark, nemlig Lolland, Falster og M�n. Rent grebne ud af luften var disse krav ikke, omend de navnlig for Norges vedkommende var i h�j grad overdrevne; i unionstraktaten i Bergen 1450 var nemlig udtrykkelig udtalt, at de af kongernes b�rn, der ikke opn�ede kongev�rdigheden, skulle fors�rges i hvert af rigerne p� tilb�rlig m�de. En s�dan fors�rgelse opn�ede Frederik imidlertid ikke: for Danmarks vedkommende blev hans fordringer afvist p� en af alle st�nder sammensat rigsdag i Kalundborg, der fastslog Danmarks udelelighed if�lge dets stilling som valgrige (21. maj 1494). Der var s�ledes tidligt en personlig strid mellem de to br�dre.

Fra 1490-1523 regerede hertug Frederik p� Gottorp og bragte b�de fred og stigende velstand til sin del af hertugd�mmerne.

Opr�ret mod Christian II

Nye stridssp�rgsm�l kom stadig til, is�r da hertug Frederik under kong Hans' langvarige strid med L�beck holdt sig neutral og optr�dte som m�gler, hvorved der p�lagdes kongen forpligtelser, som hverken han eller hans efterf�lger, Christian II, ville anerkende berettigelsen af.

V�rre endnu blev forholdet til Christian II. Christian havde overtaget tronen efter sin fader, kong Hans. Christian II viste sig som en meget virksom konge med lyst til store foretagender, men springende og urolig. Hans fremfusende og egenr�dige fremf�rd gjorde, at han blev mere og mere upopul�r. Frederik var helt anderledes rolig, j�vn og sparsommelig, tilbageholdende med reformer. Det gjorde, at der var storm�nd i kongeriget, som allerede ved kong Hans' d�d havde overvejet at f� ham p� tronen, men dette var ikke lykkedes i f�rste omgang. Da Christian II's fremf�rd stadig blev mere egenr�dig, og da han p� det dybeste kr�nkede hertugen ved at f� forleningsretten over Holsten overdraget til sig, benyttede hertugen sig af de mange vanskeligheder, hvori Christian II havde indviklet sig, og optog atter de gamle fordringer fra broderens tid. P� et m�de i Bordesholm i august 1522 henvistes sp�rgsm�let om rigernes deling til en voldgiftskendelse af tyske fyrster, men inden denne var faldet, udbr�d det jyske opr�r. Den 8. marts 1523 erkl�rede hertug Frederik kongen Christian 2. krig, og allerede 18 dage senere, den 26. marts 1523, hyldedes Frederik som konge p� Viborg ting og udstedte en forel�big h�ndf�stning, der endelig vedtoges i Roskilde den 5. august samme �r. K�benhavn og Malm� overgav sig dog f�rst i januar 1524 efter 8 m�neders belejring, hvorp� kroningen fandt sted i K�benhavn den 7. august samme �r.

Ogs� Norge anerkendte Frederik som konge, idet han dog m�tte udstede en s�rlig norsk h�ndf�stning den 24. november 1524, hvori landet anerkendtes som et valgrige. Han havde s�ledes opn�et et langt st�rre landomr�de, end han tidligere havde t�nkt sig, men landene var kun l�st forbundne ved kongens person. I Norge, hvortil han aldrig selv kom, var hans magt i virkeligheden h�jst ubetydelig; i Danmark indskr�nkedes den st�rkt ved h�ndf�stningens bestemmelser. Rigsr�det fik en st�rrelse og magt som ingen sinde tidligere. I hertugd�mmerne, der stod som en politisk enhed over for kongeriget, havde han derimod friere h�nder, og han st�ttede sig til sine kraftige holstenske r�der, Johan Rantzau og Melchior Rantzau, kansler Utenhof og flere andre. Det var disse m�nd, der s�gte at bevare den store stilling, det gottorpske hus havde vundet i Norden, og som derigennem ogs� fik stor indflydelse i Danmark.

Christian II og hans dronning Elisabeth forlod K�benhavn om bord p� orlogsskibet L�ven og flygtede til Holland. Det var en sorgens dag for K�benhavns indbyggere og Danmarks almue og borgerskab. Voldene og stranden var efter sigende fulde af bedr�vede mennesker, som fulgte deres bortsejlende konge med �jnene. Christian 2.'s love blev erkl�ret for ford�rvelige, og hans lovb�ger blev br�ndt p� b�let.

Konge af Danmark

Frederiks stilling var yderst vanskelig. Udadtil truedes han stadig af Christian II, og han m�tte da st�tte sig til L�beck og Sverige, men det var up�lidelige forbundsf�ller, som kun frygten for Christian IIs geninds�ttelse holdt sammen. Indad til havde kongen sine magtkampe med rigsr�det. Frederik havde m�ttet bel�nne den danske adel med s� mange len p� gode vilk�r, at det sv�kkede kronens �konomi. Samtidig var han tvunget til at holde en st�ende h�r under indtryk af truslen fra Christian II og for, at "man altid kunne v�re almuen m�gtig". For at f� penge i kassen m�tte han udskrive skatter, hvilket var upopul�rt blandt b�nderne og f�rte til uro. Desuden m�tte han optage l�n mod pant i de kongelige len; da han d�de i 1533, var ³/₅ af landets len pantsatte til lensm�ndene. For at s�tte sin mening igennem truede han af og til med at nedl�gge regeringen eller at s�ge forlig med Christian II, s� m�tte rigsr�det og gejstligheden falde til f�je og sp�de til, men forholdet vedblev at v�re usikkert. Under disse forhold opholdt Frederik sig helst p� Gottorp og kom sj�ldent og da kun for kortere tid til kongeriget. Det gav imidlertid adelen st�rre r�derum.

Under de usikre forhold m�tte kongen handle varsomt. Han forstod n�dvendigheden af at vinde de lavere st�nder for sig, og blandt befolkningen i hertugd�mmerne f�rdedes han j�vnt og ligefremt, men han kunne ikke bryde med de h�jere st�nder, der havde sat ham p� tronen. Han s�gte, lige som Christian II, at f� vornedskabet indskr�nket, men m�tte opgive det p� grund af rigsr�dets modstand. Den 14. maj udstedte Frederik en forordning, der sagde, at kongen havde erfaret, at mange f�stere "udvises af deres g�rd imod al skel og uden al skyld", og det fastsl�s heri, at f�stere ikke m�tte s�ttes ud af deres g�rd s� l�nge, de opfyldte f�stevilk�rene og var godsejeren "h�rig og lydig". Det var en forordning, der i praksis bet�d, at begge parter var forpligtede til at respektere f�steaftalen. K�benhavns og Malm�s borgerskab s�gte han at vinde for sig ved at l�gge valget af �vrigheden i det menige borgerskabs h�nder, og borgmestrenes antal for�gedes. Gilder og lav blev endog oph�vede den 6. december 1526. Dermed mistede Christian II to af sine vigtigste st�tter i Danmark. Men mange i de lavere st�nder, borgere og b�nder, s� fortsat hen til Christian II som deres naturlige beskytter.

I 1523 fik Sverige sin egen konge, Gustav Vasa. Dermed var Kalmarunionen de facto oph�rt at eksistere.

Christian II's statholder p� Gotland, S�ren Norby, gik i 1525 land i det vestlige Blekinge i et desperat fors�g p� at f� genindsat Christian II p� Danmarks trone, og det lykkedes at samle ikke mindre end 8.000 mand, som indledte en belejring af Helsingborg Slot. Frederik Is holstenske h�rf�rer Johan Rantzau med en h�r samt artilleri forenede sig dog med den danske adelsh�r samt et kontingent svenske tropper. Disse knuste den utr�nede bondeh�r i to blodige slag ved Lund den 28. april og ved Bunketofte p� Helsingborgsletten den 4. maj 1525. Ogs� L�beck, der formelt var kongens allierede, havde sendt en fl�de, som belejrede f�stningen Visborg. S�ren Norby befandt sig i Landskrone, og fik tilbud om at blive lensmand over Blekinge og Lister Herred mod at overgive sig. L�beck fik Bornholm i pant i stedet samt indt�gterne af Gotland og ret til at udn�vne lensmanden p� Gotland i fire �r. Ordningen bevirkede, at Gotland forblev under den danske krone.

Vejen til Reformationen

P� trods af at han i h�ndf�stningen havde lovet at v�rne om den katolske kirke, indf�rte Frederik 1. reelt religionsfrihed for lutheranere i Danmark. Eksempelvis udn�vnte han Hans Tausen, hvis st�rkt lutheranske pr�dikener vakte r�re, til sin kapellan. Da ogs� Christian II p� denne tid fra Nederlandene ved overs�ttelse af det Nye Testamente og p� anden m�de s�gte at fremme den st�rke religi�se g�ring, blev Frederik alene af den grund n�dt til at tage sig af reformationen.

Kongen lod sin s�n, Christian, gifte sig med en tysk fyrstedatter, Dorothea af Sachsen-Lauenburg, der var lutheraner, og han tillod, at s�nnen fra 1525 som hertug over Haderslev og T�nning Len fik indf�rt en luthersk kirkeordning, der - trods tilbageslag - i l�bet af tre �r f�rte til etableringen af den f�rste lutherske fyrstekirke i Norden. I 1526 lod kongen sin datter Dorothea �gte hertug Albrecht af Preussen, der havde v�ret stormester for den tyske ridderorden, men var g�et over til lutherdommen og blevet hertug. Kongen viste yderligere sine lutherske sympatier ved at bryde fredagsfasten, og han blev fulgt af flere adelige, som Mogens G�ye.

I hertugd�mmerne havde kongen underst�ttet af sine luthersk sindede r�der allerede p� landdagene i Rendsborg i 1525 og Kiel i 1526 sikret evangeliets forkyndelse, uden at der pr�dikedes "fabler", mod at tienden og lignende ydelser sikredes gejstligheden. En lignende stilling indtog han i Danmark. Vel havde han i sin h�ndf�stning m�ttet forpligte sig til ikke at tilstede nogen k�tter, Luthers disciple eller andre, at pr�dike eller l�re og at straffe dem p� liv og gods. Men alligevel udstedte han kongelige besk�rmelsesbreve, hvorved det tillodes "at pr�dike Guds Ord og Evangelium", og hvorved pr�dikanterne unddroges pr�laternes jurisdiktion. Med kraft h�vdede han p� herredagene i Odense 1526 og 1527 en slags trosfrihed, idet han forlangte, at pr�laterne f�rst m�tte f�re bevis for, at pr�dikanternes forkyndelse af "Guds Ord og Evangelium" var k�ttersk, og idet han h�vdede, at han som konge ikke var sat til at d�mme sj�lene, s� lidt som han kunne tvinge nogen til at v�re i kloster: "hvo som enten vilde gifte sig eller l�be af Kloster, maatte g�re det paa sit eget Eventyr". Da han tillige ved adelens hj�lp skaffede sig supremati (overh�jhed) i kirkens anliggender ved bestemmelsen om, at bekr�ftelser p� bisped�mmerne ikke skulle s�ges i Rom, men hos kongen selv, og da han ved borgerstandens hj�lp p� herredagen i K�benhavn 1530, uden at det lykkedes pr�laterne at f�re bevis for fripr�sternes k�tterske l�re, havde f�et vedtaget en lovbestemmelse om ordets friere forkyndelse under ansvar over for kongen, havde han ved sin snilde adf�rd skaffet den fri l�res forkyndelse en temmelig fri og uanf�gtet stilling; derimod fik pr�laterne sikkerhed for tiendens ydelse.

Opg�ret med Christian II

At kongen ikke kunne g� videre, l� i hele den politiske stilling; han kunne i kampen mod Christian II ikke helt bryde med gejstligheden og sit for st�rstedelen katolske rigsr�d. Christian II havde atter n�rmet sig katolicismen og udsonet sig med pave og kejser. Siden han havde forladt landet, var hans st�tte i Danmark blevet alvorligt sv�kket. I 1531 lykkedes det ham endelig at foretage sit store tog til Norge, hvor han optr�dte til forsvar for den katolske l�re. Det sydlige Norge sluttede sig til ham, men f�stningerne Akershus, Bergenhus og Bohus forblev ved Frederik I. I maj 1532 indgik Frederik I og L�beck en alliance. Kort efter indgik Frederik desuden en aftale, der gav Nederlandene fri sejlads gennem �resund mod, at de opgav st�tten til Christian II, som dermed havde mistet sin sidste betydningsfulde allierede.

S�ledes sv�kket gik Christian II ind p� at komme til K�benhavn mod frit lejde for at forhandle med Frederik. Forhandlingerne endte ikke p� en tilfredsstillende m�de for Frederik. Med tilslutning fra l�beckere og rigsr�derne lod han Christian afsejle, men i stedet for at blive sendt tilbage til Nederlandene, sejlede skibene til S�nderborg Slot, hvor han blev f�ngslet frem til 1549, hvorefter han f�rtes til Kalundborg Slot, hvor han opholdt sig til sin d�d i 1559.

Sammenholdet mellem de tre forbundsf�ller, Danmark, Sverige og L�beck, blev imidlertid mindre. L�beck begyndte under J�rgen Wullenwevers ledelse at ville tilvinde sig egenr�digt handelsv�lde, og Frederik m�tte i sine sidste regeringsm�neder ad diplomatisk vej g�re forg�ves fors�g p� at forsvare det mod Christian II beg�ede l�ftebrud. Vel blev Norge efter sit frafald til Christian II atter uden st�rre vanskelighed bragt til ro, men det var endnu ikke lykkedes kongen at f� nogen af sine s�nner anerkendt som sin efterf�lger, f�r han d�de p� Gottorp.

D�d og begravelse

Frederik I's gravm�le

Frederik 1. d�de p� Gottorp Slot den 10. april 1533 og blev begravet i Slesvig Domkirke.

�gteskab og b�rn

Frederik var gift to gange:

F�rste gang den 10. april 1502 med Anna af Brandenburg. Hun d�de i en alder af 27 �r i 1514. De fik en s�n, Christian (III), og en datter, Dorothea, (1526 gift med hertug Albrecht af Preussen).

Anden gang den 9. oktober 1518 med Sophie af Pommern, der overlevede ham, og med hvem han blandt andet havde s�nnerne Hans den �ldre, senere hertug i Haderslev, og Adolf, senere hertug af Gottorp.

Gennem s�nnerne Christian og Adolf er han stamfader til alle senere oldenborgske fyrstelinjer (Danmark, Gr�kenland, Rusland, Oldenburg).

B�rn

Navn	F�dt	D�d	Bem�rkninger
Med Anna af Brandenburg
Christian	12. august 1503	1. januar 1559	Konge af Danmark og Norge Gift 29. oktober 1525 med Dorothea af Sachsen-Lauenburg
Dorothea	1504	11. april 1547	Gift 12. februar 1526 med Hertug Albrecht af Preussen
Med Sophie af Pommern
Hans den �ldre	29. juni 1521	1. oktober 1580	Hertug af Slesvig-Holsten-Haderslev
Elisabeth	14. oktober 1524	15. oktober 1586	Gift 1. gang 1542 med Hertug Magnus af Mecklenburg Gift 2. gang 1556 med Hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-G�strow
Adolf	25. januar 1526	1. oktober 1586	Hertug af Slesvig-Holsten-Gottorp Gift 17. december 1564 med Christine af Hessen
Anna	1527	4. juni 1535
Dorothea	1528	11. november 1575	Gift 27. oktober 1573 med Hertug Christoffer af Mecklenburg
Frederik	1529	27. oktober 1556	Fyrstbiskop af Hildesheim

Anetavle

Frederik 1.'s anetavle

Konrad 1. af Oldenburg     Christian 5. af Oldenburg             Ingeborg af Itzehoe     Didrik den Lykkelige             Didrik 5. af Hohnstein-Heringen     Agnes af Hohnstein             Sophie af Braunschweig     Christian 1.             Henrik 2. af Holsten     Gerhard 6. af Holsten             Ingeborg af Mecklenburg     Hedevig af Holsten             Magnus 2. af Braunschweig-L�neburg     Elisabeth af Braunschweig             Katharina af Anhalt-Bernburg   Frederik 1.           Frederik 5. af N�rnberg     Frederik 1. af Brandenburg             Elisabeth af Meissen     Johan af Brandenburg-Kulmbach             Frederik af Bayern     Elisabeth af Bayern-M�nchen             Maddalena Visconti     Dorothea af Brandenburg             Wenceslas 1. af Sachsen-Wittenberg     Rudolf 3. af Sachsen-Wittenberg             Cecilia di Carrara     Barbara af Sachsen-Wittenberg             Robert 1. af Liegnitz     Barbara af Liegnitz             Hedwig af Sagan

Se ogs�

Wikimedia Commons har medier relateret til: Frederik 1.

• Danmarks historie (1397-1536)
• H�j- og senmiddelalder i Norge

Litteratur

• Scocozza, Benito (1997). Politikens bog om danske monarker. København: Politikens Forlag. s. 111-113. ISBN 87-567-5772-7.
• Wittendorf, Alex (1989). På Guds og Herskabs nåde. 1500-1600. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie. Vol. bind 7. København: Gyldendal & Politikens Forlag. ISBN 87-89068-09-2.

Eksterne henvisninger

• Kongerækken på Kongehusets hjemmeside Arkiveret 4. april 2019 hos Wayback Machine
• Frederik I i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 5, 1891), forfattet af A. Heise
• Frederik I, Konge i Danmark og Norge i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1919)

Frederik 1. Huset Oldenborg Født: 7. oktober 1471 Død: 10. april 1533
Titler som regent
Foregående: Christian 2.	Konge af Danmark 1523 – 1533	Efterfølgende: Christian 3.
	Konge af Norge 1523 – 1533
Foregående: Christian 1.	Hertug af Slesvig 1482 – 1533 med Hans (1490–1513) med Christian 2. (1513–1523)	Efterfølgende: Christian 3., Hans og Adolf
	Hertug af Holsten 1482 – 1533 med Hans (1490–1513) med Christian 2. (1513–1523)