Christian 3.

Der er flere personer med dette navn, se Christian 3. (flertydig).

Christian 3.
Valgsprog: Zu Gott mein Trost allein (tysk) SPES MEA SOLUS DEUS (Gud alene er mit håb) Ske Herrens vilje
Portræt udført af Jacob Binck i 1550
Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers
Kroning	12. august 1537 Vor Frue Kirke, København
Regerede	4. juli 1534 – 1. januar 1559
Forgænger	Frederik 1.
Regent	Christian 3.
Efterfølger	Frederik 2.
Hertug af Slesvig og Holsten, greve af Oldenburg Regerede: 8. juni 1533 – 1. januar 1559 Forgænger: Frederik 1. Regent: Christian 3. Efterfølger: Frederik 2.
Ægtefælle	Dorothea af Sachsen-Lauenburg (g. 1525)
Børn	med Dronning Dorothea: Anna, Kurfyrstinde af Sachsen Frederik 2., Konge af Danmark og Norge Magnus af Øsel Hans, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg Dorothea, Hertuginde af Braunschweig-Lüneburg
Hus	Oldenborgske slægt
Far	Frederik 1.
Mor	Anna af Brandenburg
Født	12. eller 13. august 1503 Gottorp Slot, Slesvig
Død	1. januar 1559 (55 år) Koldinghus
Hvilested	1559 Roskilde Domkirke

Christian 3. (12. august 1503 – 1. januar 1559) var konge af Danmark fra 1534 til 1559 og Norge fra 1537 til 1559.

Han var søn af Kong Frederik 1. og tilhørte den oldenborgske slægt. I hans regeringstid blev reformationen i Danmark gennemført.

Biografi

Barndom og ungdom

Christian blev født den 12. eller 13. august 1503 på Gottorp Slot nær Slesvig som den ældste søn af Frederik 1. og dennes første hustru, Anna af Brandenburg. Frederik var på dette tidspunkt hertug af Slesvig og Holsten i fællesskab med sin storebror kong Hans. Moderen døde allerede 1514, da Christian var 10 år gammel, og ved faderens ægteskab fire år senere med Sophie af Pommern kom den unge prins og hans eneste helsøster, Dorothea, senere gift med hertug Albrecht af Preussen, til at stå temmelig ene over for faderen og deres unge halvsøskende. I sit 15. år fik han til lærer den højt begavede mester Wolfgang v. Utenhof, der lige kom fra Wittenberg, og kort efter til hofmester den energiske Johan Rantzau, to mænd, der fik stor indflydelse på hans liv og senere blev hans vigtigste rådgivere. I året 1521 blev den unge prins under Johan Rantzaus ledelse sendt til sin morbroder kurfyrst Joachim af Brandenborg (der var gift med Christian II’s søster Elisabeth). I følge med denne kom han til at overvære rigsdagen i Worms, hvor Luthers optræden gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, der blev af den største betydning for fremtiden.

Kort efter tilbagekomsten blev faderen konge i Danmark. Efter kongehyldingen i Viborg i marts 1523 drog hertug Christian som øverste befalingsmand med Johan Rantzau ved sin side gennem Fyn til Sjælland og ledede belejringen af København. I de følgende år kom han dog ikke meget til Danmark. Der udviklede sig hurtig et spændt forhold mellem ham og det endnu overvejende katolsk sindede rigsråd. Han viste sig ved enhver lejlighed som udpræget lutheraner. Åben og ligefrem, som han var i sin ungdom, lod han rigsråderne høre, at de var oprørere mod deres retmæssige konge. Han viste på denne tid ligefrem ulyst til at blive konge i Danmark. Dette bragte ham atter i et spændt forhold til sin fader og flere af dennes omgivelser, der nødig ville se de med så store anstrengelser forbundne lande atter adskilte efter kongens død.

Ægteskabet med Dorothea

Kalkmaleri i Brøns Kirke. Billedet viser øverst den katolske gejstlighed og to grupper anført af narre, hvoraf den ene holder et par briller frem. Man diskuterer et tomt dokument. Forneden yderligere to diskuterende grupper.

Christian III, maleri (Glücksborg).

I 1525 giftede hans sig med den da 15-årige Dorothea, datter af hertug Magnus af Sachsen-Lauenborg, men selv derefter blev han kun knapt underholdt af sin sparsommelige fader. Han fik overladt den nordligste del af Hertugdømmet Slesvig med Tørning og Haderslev Len og begyndte her straks at indføre reformationen, selv i de distrikter af Nordslesvig, der hørte under Ribe bispestol, uden at bryde sig om biskop Iver Munks indsigelser. Samme år, 1525, lod Christian indkalde to tyske, veluddannede lutheranere, Eberhard Weidensee og Johan Wendt, hvoraf sidstnævnte som lektor skulle undervise i den rette lære. I 1527 lod Christian de tre tiggermunkeklostre i Haderslev rydde og i 1528 blev samtlige præster i Christians len besked om at møde i Haderslev, hvor de fik uddelt et eksemplar af de såkaldte "Haderslevartikler" ('Artikler for landsbyernes præster'). Da en af dem, Povl Mikkelsen, valgte ikke at møde op, blev han afskediget uden videre. Præsterne måtte aflægge ed på den nye rette lære, og da tre præster fra Tørning Llen nægtede dette, blev de også afskediget. Endelig blev der udnævnt nye herredsprovster, og dermed havde Christian de facto gennemført reformationen i den nordlige del af Sønderjylland. Lidt specielt er det, at der i Brøns Kirke (i Tørning Len) findes nogle kalkmalerier, hvis motiver sandsynligvis har hentet deres forbilleder fra flyveblade trykt af Hans Sachs i Nürnberg og med klart anti-katolske motiver. Det er sandsynligt, at de er blevet lavet, mens Christian var denne kirkes patronatsherre og formentlig med hans tilsagn.

Christian var i 1526 statholder i Danmark i syv måneder under faderens fravær.

Han var nu en ung mand, der ved sit væsen forstod at vinde sig mange venner. Men han beskyldes for på denne tid at have ført et lidt lystigt liv. Hans ungdommelige begejstring, der endnu kunne forlede ham til uoverlagte skridt, var ikke vel set hos faderen. Han søgte da trøst hos sin søster Dorothea, der i 1525 var blevet gift med hertug Albrecht af Preussen. Disse foreslog faderen, at gøre ham til statholder i Norge for at skaffe ham en større virkekreds. Kongen sendte ham dog kun derop i 1529 på et kortere ophold med pålidelige rådgivere ved sin side. Han viste sig også her meget virkelysten, men holdtes stadig tilbage fra kraftigere indgriben i de vanskelige forhold af sin forsigtige fader. Sin hensynsløse lutherske iver viste han også her ved, uden hensyn til sine danske rådgivere, at berøve Mariekirken i Christiania dens klenodier.

Grevens Fejde og reformationen

Christian var konge af Danmark (1534-1559), Norge (1537-1559), hertug af Holsten og Slesvig (1523-1559).

Under disse forhold blev allerede i 1529 hans unge halvbroder hertug Hans efter rigsrådets ønske hentet til Danmark for at opdrages her. At det katolsk sindede flertal i rigsrådet ville have Hans til konge, var en offentlig hemmelighed. Da Frederik I døde den 10. april 1533, overtog hertug Christian, tilskyndet af sine kraftige holstenske råder, straks regeringen i Hertugdømmerne i sit eget og sine umyndige halvbrødres navn og modtog på sine og deres vegne arvehylding i Kiel den 8. juni. Først havde han dog sørget for, at den nye læres udbredelse i Hertugdømmerne sikredes: "Hellere vil jeg gaa til Fods her fra og lade alt blive liggende end finde mig i deres ukristelige Levned", havde han kort efter faderens død skrevet til landgreve Philip af Hessen, men da denne tilrådede ham at imponere landdagen i Kiel ved sammenkaldt militær, afslog han dette.

Grevens Fejde

I Danmark udsatte rigsrådet kongevalget i et år. "Hertug Christian vil blive en v�rre Tyran end Christian II", sagde man. B�de det lutherske adelsparti med Mogens Gj�e og Erik Banner i spidsen og det demokratiske parti med J�rgen Kock, Ambrosius Bogbinder og J�rgen Wullenwever tilb�d ham tronen, hvis han ville vise sig i landet med v�bnet styrke, men af samvittighedsfuldhed, ogs� af hensyn til broderen, afslog han dette. F�rst da adelen i Jylland og Fyn ved m�derne i Sankt S�rens Kirke i Rye den 4. juli og Hjallese senere i juli 1534 ved udbruddet af Grevens Fejde k�rede ham til konge, tog han mod tronen. Den 18. august 1534 blev han forel�big hyldet i Horsens af den del af Jylland, der ikke havde sluttet sig til Skipper Clement. Han lovede at udstede en h�ndf�stning og bekr�fte privilegierne, dog med forbehold af, n�r der var kommet ro i landet, med rigsr�det og adelen at g�re "en kristelig god Skikkelse i alle Maader". Efter, at Clements-Fejden var d�mpet, hyldedes han derp� af hele Jylland p� Viborg Landsting den 8. marts 1535. Han har n�ppe personlig medansvar for den h�rde medfart, Johan Rantzau havde ladet overg� b�nderne efter Clements-Fejden. Personlig optr�dte han p� den rejse, han nu foretog i Jylland, mildnende og d�mpende og vandt ved sine retterting en stor del af den menige befolkning for sig.

K�benhavns belejring (1535-1536) under Grevens Fejde. Xylografi fra 1879 baseret p� et kobberstik fra 1599.

Da Christian i f�rste omgang havde afsl�et tronen som tilbudt af det lutheranske mindretal i rigsr�det sammen med K�benhavns og Malm�s borgmestre, tog borgmestrene herefter initiativ til at f� Christian 2., som stadig sammen med sin familie levede i eksil i Nederlandene, genindsat med Grev Christoffer af Oldenburgs og L�becks hj�lp. Christian 3. og hans tilh�ngere havde kun magten i Jylland, og dermed indledtes den krig, der senere blev kendt under navnet "Grevens Fejde".

I september rejste Skipper Clement borgere og b�nder til opr�r i det nordlige Jylland. En adelsh�r under anf�rsel af Niels Brock og Holger Rosenkrantz fors�gte f�rst at bek�mpe opr�rerne, men blev nedslagtet af bondeh�ren. Da den professionelle h�r af lejesoldater, anf�rt af Johan Rantzau blev sat ind, blev opr�ret sl�et ned, og Clement flygtede fra Aalborg med Johan Rantzaus tropper i h�lene. Han blev hurtigt fanget, da en bonde forr�dte ham. Skipper Clement blev halshugget i Viborg den 9. september 1535, liget blev parteret og lagdes p� stejle, og p� hans afhuggede hoved satte man en blykrone.

I for�ret 1535 satte h�ren over til Fyn, hvor Johan Rantzau vandt den afg�rende sejr over l�beckerne i slaget ved �ksnebjerg den 11. juni. Omtrent samtidig besejrede en dansk-svensk fl�destyrke under ledelse af Peder Skram L�becks fl�de ved Svendborgsund.

Reformationen

Den forsigtige tilbageholdenhed, Christian tidligere havde vist, faldt ingenlunde i hans holstenske r�ders smag; de kaldte p� reformer og mente, at det var n�dvendigt at kn�kke de danske "Stor-Hanser", der under Grevens fejde havde vist sig up�lidelige. Det var formodentlig under dette pres, at kongen efter K�benhavns overgivelse den 29. juli 1536 i et hemmeligt aftenm�de med sine holstenske r�der og tyske landskn�gtoberster besluttede, at de katolske biskopper skulle f�ngsles, hvilket iv�rksattes tidlig n�ste morgen den 12. august, kongens f�dselsdag. Man havde ogs� overvejet at f�ngsle de verdslige medlemmer af rigsr�det, men dette blev afv�rget, idet der s�ledes bevaredes et dansk element i styrelsen som modv�gt mod holstensk-tysk indflydelse. Man indskr�nkede sig da til at aftvinge de verdslige rigsr�der en forpligtelse til at finde sig i biskoppernes f�ngsling og reformationens indf�relse. Da alle hindringer s�ledes var ryddede af vejen, gennemf�rtes p� rigsdagen i K�benhavn den 30. oktober 1536 en "Rigens Konstitution", hvorved bispemagten afskaffedes, og alt bispegods og alle bispetiender samt klostergodset inddroges, medens kirken for �vrigt i alt v�sentligt beholdt sit gods. Den konfiskerede formue blev brugt til at betale g�lden til den store h�r af landskn�gte. Dermed var Reformationen gennemf�rt. Martin Luther sendte sin lyk�nskning til kongen. Samme dag udstedtes kongens h�ndf�stning, af hvilken de for kongemagten mest st�dende bestemmelser fra tidligere h�ndf�stninger blev udeladte, og kongen fik straks sin s�n anerkendt som sin efterf�lger.

Sidste modstand i Norge

Da Norge, hvor Christian var anerkendt af det s�ndenfjeldske r�d, men hvor �rkebiskoppen af Trondhjem endnu gjorde modstand med v�bnet magt, var blevet bragt til ro, idet �rkebiskoppen i april 1537 forlod landet, blev kongen og dronning Dorothea derp� p� hans 34-�rs f�dselsdag den 12. august 1537 kronet af Johannes Bugenhagen i Vor Frue Kirke i K�benhavn ved en nytilrettelagt protestantisk version af kroningsceremoniellet.

Regeringstid

Christian 3.s segl.

Christian 3.

Da Christian blev konge, stod han over for en stor opgave: det danske samfund skulle genopbygges fra grunden, ikke blot fra krigens �del�ggelser men ogs� med en helt ny politisk-administrativ og religi�s struktur. Tilmed m�tte Christian v�re bundet af de vilk�r, som adelen var villig til at acceptere. F�rste led i denne genopbygning var gennemf�relsen af reformationen. Gennemf�relsen havde to sider, dels den trosm�ssige og kirkelige, dels den verdslige som blandt andet omfattede de kirkelige besiddelser. Udgangspunktet herfor blev h�ndf�stningen og en reces, begge dateret samme dag. Det indledte et omfattende reformarbejde, vigtige love gennemf�rtes, lensv�senet ordnedes p� en for kongemagten langt gunstigere m�de end tidligere. Selv i besiddelse af kirkelig og videnskabelig sans st�ttede kongen enhver str�ben i denne retning, universitetet genoprettedes, og Christian opretholdt en stadig forbindelse med Luther og Melanchthon.

H�ndf�stningen

Christians h�ndf�stning og en reces udstedt ved herredagen den 30. oktober 1536 fastlagde vilk�rene for rigets styrelse, en statsforvaltning der med tilpasninger varede frem til enev�ldens indf�relse i 1660. Christian m�tte her acceptere vilk�rene for adelens st�tte: han m�tte kun p�l�gge herrem�ndenes f�steb�nder skat, optage ikkeadelige i adelsstanden, stadf�ste udenlandske privilegier og begynde krig med rigsr�dets samtykke. Det blev forbudt for borgere og b�nder at k�be eller pante jordegods, som havde tilh�rt adelige. Adelen m�tte frit til udlandet s�lge s� mange opfedede stude, som de selv kunne fodre eller lade opfodre hos deres f�steb�nder, mens b�nder fik ret til frit at s�lge til konge, adel og andre.

Adelen skulle "nyde, bruge og beholde deres jordegods og tjenere frit til evig tid med hals, h�nd og al anden herlighed og rettighed, s� at vi [Christian] eller vore fogeder og embedsm�nd skulle aldeles intet befatte os med deres tjenere, gods, enem�rke, skov, fiskevand eller nogen anden herlighed, enten med sagefald, g�steri, �gt arbejde eller anden besv�ring." Det var en bestemmelse, som gav adelen store friheder.

Reformationen af kirken

I Danmark gennemførtes derpå med ro og sindighed de store reformer, som de ny forhold krævede. Kirkens stilling ordnedes ved kirkeordinansen af 2. september 1537, men en ny udgave kom i 1542, samme år som hertugdømmerne fik deres kirkeordning. De gamle bisper blev afskaffet og erstattet af nye, såkaldte "superintendenter", men begrebet slog aldrig an, og senere gik man tilbage til betegnelsen "bisper". Samtidig med kirkeordinansens vedtagelse blev udnævnt syv danske bisper samt en norsk. Stiftsinddeling og sogneordning forblev uforandrede, og der blev i hvert stift udnævnt en særlig stiftslensmand, der skulle repræsentere kongen i det stedlige kirkestyre.

Kirkeordinansen bestemt, at der skulle oprettes en latinskole i alle købstæder og at der kun skulle være denne ene skole. Dette blev efterlevet således, at der i løbet af 1500-tallet efterhånden blev oprettet skoler i de købstæder, der tidligere ingen havde haft. Latinskolerne skulle drives for indtægterne fra det tidligere kirkegods og kongetienden (den tredjedel af tienden, som tidligere var blevet betalt til bispen). Købstæderne blev gjort ansvarlige for driften af skolerne, og både superintendent og lensmand skulle føre tilsyn. Skolerne skulle inddeles i 3-4 klasser, i større byer dog i 5. Undervisningen blev fastlagt efter retningslinjer fastlagte af Melanchthon og Bugenhagen. Kirkeordinansen bestemte også, at børn og unge i landsbyerne skulle undervises en gang om ugen, og efterhånden fik børnene også kendskab til det skrevne ord, men der gik dog omkring hundrede år inden, at læse- og skrivekundskaber begyndte at brede sig på landet.

Kongens samarbejde med Johannes Bugenhagen fortsatte. Bugenhagen skrev fra Nyborg til alle landets præster og degne og opfordrede til at finde gode musikere, der kunne skrive melodier, som nye salmer og sange kunne synges på i forbindelse med den nye gudstjeneste.

Christian 3.s Bibel. Dette eksemplar har tilhørt Peder Skram.

En følge af reformationen var, at Bibelen skulle oversættes til dansk. En oversættelse forelå faktisk allerede i 1543. Den var lavet af Christiern Pedersen, der blandt andet havde været bogtrykker i Malmø. Denne oversættelse blev nu kontrolleret af en sagkyndig gruppe bestående af blandt andre Peder Palladius og Niels Hemmingsen, og da dette eftersyn var afsluttet, kunne Bibelen trykkes i 1550 under navn af Christian 3.s Bibel i et oplag på 3.000. Prisen var 5 daler, omtrent prisen på en god ko. Biblerne blev købt af kirkerne, og da nogle af dem forsvandt, blev det i 1569 pålagt kirkeværgerne at sørge for genanskaffelse.

I kirkerne bevirkede reformationen indførelsen af en prædikestol og senere også bænke at sidde på.

Christian 3. og Luther

Christian 3. havde god personlig kontakt med Martin Luther, der bagefter skrev til ham: "At Deres Majestæt har udryddet de katolske biskopper, som jo ikke ville ophøre med at forfølge Guds ord og bringe forvirring i statsstyret, har behaget mig, og jeg skal gerne udadtil hjælpe med at forklare og forsvare det…Samtidig beder jeg ydmygt om, at Deres Majestæt vil bruge så meget af det gejstlige gods, som er inddraget under kronen, at kirkerne kan blive rimeligt forsørgede."

Christian 3. var dybt religiøs. Han måtte ikke forstyrres, før han havde afsluttet sin morgenandagt. Om formiddagen tog han sig tid til at læse i Luthers skrifter "med høj og tydelig røst". Blev der tid, hørte han prædikener også i ugedagene, og ved taflet diskuterede han teologiske problemer. Niels Hemmingsen fortæller, at kongen iblandt prædikede for hoffet. Om aftenen sang han iblandt salmer. I sine breve til Luther fortalte kongen nyheder fra Danmark, bad om råd i enkeltsager, og sendte Luther gaver i form af penge, sild og smør, der var efterspurgte varer fra Danmark. Efter Luthers død understøttede Christian 3. hans enke og børn. Luther havde sendt ham bøger med dedikation, orienteret ham om danske studenter i Wittenberg, og formanet ham om standhaftighed i troen, da "Satan jo aldrig sover", som han skrev.

Krongodset

Da Christian blev konge, var tre fjerdedele af landets herreder under bisper og verdslige adelsmænd. Reformationen indebar, at bispernes og klostrenes jordegods overgik til kongen, hvorved krongodset voksede fra at have udgjort omkring en fjerdedel til omkring halvdelen af det samlede jordegods i Danmark. Der er blevet beregnet, at dette indebar omtrent en tredobling af den landgilde regnet i korn, som fæstebønderne skulle betale til kronen, en stigning fra omkring 100.000 til 300.000 tønder korn. Dermed nærmede man sig datidens statsøkonomiske ideal, domænestaten, hvor kronen var selvfinansierende og ikke behøvede at opkræve ordinære skatter.

En afledt virkning af ejendomsforøgelsen var, at der nu skete en omlægning af administrationen. I forlængelse af inddragelsen af kirkegodset under Kronen blev der gennemført en reform af lensvæsenet: i første omgang drejede det sig om at skabe et overblik over forholdene. I 1545 blev samtlige lensmænd indkaldt til møde, hvor de måtte forelægge dokumenter for deres adkomst til deres len. Dernæst blev der gennemført en sammenlægning af de mindre len i færre og større, hvorved antallet faldt fra ca. 300 til ca. 230 i 1558. Allerede i 1545 blev antallet af hovedlen nedbragt fra 66 til 56. I 1559 omfattede regnskabslenene tre fjerdedele af landet. Dernæst blev der oprettet en ny centaladministrativ enhed, rentekammeret, til at forestå regnskabsføring og tilsyn med krongodset.

Rigsråderne blev fordelt på hovedlenene for at sikre kontrol med lokalforvaltningen. De lavadelige slægter, som tidligere havde levet af at administrere kirkegods, mistede nu i vid udstrækning dette eksistensgrundlag, og mange endte som almindelige bønder.

På det tidspunkt, hvor Grevens Fejde fandt sted, havde Danmark oplevet en stigende eksport af levende stude. Studehandelen gik sydover til kvægmarkederne i Wedel ved Elben vest for Hamborg, hvor der blev afholdt et stort marked begyndende 25. marts, som varede 3-4 uger. Herfra gik studene videre til de store byer: Hamborg og Lübeck, men langt de fleste blev sejlet over Elben i pramme til omegnen af Stade, hvorfra de i løbet af sommeren blev sendt til grevskabet Oldenborg, Rhinlandet eller Holland og Brabant. Eksporten var stærkt stigende i første halvdel af 1500-tallet og var en god forretning for adelen og for Kronen. Midt under krigen besluttede Christian, at de bønder i Jylland, som havde støttet skipper Clement, i stedet for at blive halshuggede skulle betale "halsløsning" i form af en stud. Bønderne skulle beholde dyrene sommeren over og først aflevere dem til kongen om efteråret (når de var opfedede) efter kongens nærmere ordrer. Derved opnåede kongen af fremstå som mild og nådig og samtidig var det en god forretning for ham.

Nyborg

Nyborg Slot.

Nyborg blev nyt hoveds�de for regeringen. Her gik kongen i gang med et omfattende byggeri, der angik b�de slottet, k�bstaden og f�stningsv�rkerne. Selve slottet blev udvidet og moderniseret, blandt andet fik det en ny stor riddersal og private gemakker. Slottets forsvarsv�rker blev forst�rket med en skyttegang, tykkere mure og et forst�rket indgangsparti. Byen fik en ny, moderne vandforsyning. Et nyt kvarter blev grundlagt bag kirken, og hele k�bstaden omgivet af f�stningsv�rker. En stor f�stningsport blev opf�rt tv�rs gennem forsvarsv�rkerne p� landsiden, mens kongen mod havet lod opf�re en ny skibsbro ved Strandporten, og vejen blev gjort bredere. En kongelig dyrehave blev anlagt vest for byen. I tilknytning til slottet opk�bte kongen adskillige grunde, lod de gamle ejendomme nedrive og skabte en stor turnerings- og torveplads foran slottet. Selv viste Christian sig under hele sin regering som et eksempel p� Gudsfrygt og fromhed, hvilket atter virkede gavnlig p� hele hans hof, hvorfra der udgik en religi�s og alvorlig tone, der spores hos den bedre del af adelen i den f�lgende tid.

Musikken

Christian havde sans for musik. Det blev bestemt, at eleverne ved latinskolen skulle synge for kongen s�ledes, at han kunne h�re, om de gjorde fremskridt. Sangere og musikere blev ansat ved hoffet og h�rte til de bedst betalte hoffolk. I 1541 fik kongen komponeret helt ny musik til sit hof. Denne skulle spilles ved det kongelige taffel, n�r kongen ankom til m�ltiderne og mellem retterne. I 1557 lod kongen indk�be 5 nye messer. Disse var allerede kendte v�rker ved andre hoffer og blev nu ogs� en del af repertoiret ved det danske hof. Leder af kongens kantori var musikeren J�rgen Preston, der skrev i alt 19 st�rre og mindre kompositioner. Christians interesse for musik afspejler sin ogs� ved, at han i 1555 lod sin repr�sentant i L�beck, Gert Reutter, bestille et antal nye instrumenter "af h�jeste kvalitet og st�rste elegance" fra N�rnberg.

Styret af Hertugd�mmerne

Samtidigt med reformationens gennemf�relse ordnedes Hertugd�mmernes forhold endeligt, idet kongen delte landene med sine nu myndige halvbr�dre, Hans og Adolf, p� hvis vegne han siden 1533 havde f�rt hele regeringen. Dette medf�rte et brud med Johan Rantzau, der som det slesvig-holstenske ridderskabs f�rer i delingerne s� en sv�kkelse af forbindelsen mellem de to hertugd�mmer og derfor �nskede en f�llesregering af alle br�dre i forening uden s�rlige delinger. Efterh�nden havde kongen desuden frigjort sig for de b�nd, hans holstenske r�der tidligere havde lagt p� ham, og atter udsonet sig med de danske storm�nd, som tidligere havde sluttet sig til grev Christoffer, lige som ogs� biskopperne efterh�nden havde f�et deres frihed mod at udstede forpligtelser om ikke at l�gge den ny ordning hindringer i vejen.

Norge

If�lge den danske h�ndf�stning var det bestemt, at Norge, hvis det atter kom i forbindelse med Danmark, skulle betragtes som en provins af dette land ligesom Jylland eller Sj�lland. Imidlertid blev denne bestemmelse, der desuden stred mod kongesl�gtens arvekrav, ikke gennemf�rt, idet kongen i sin titel vedblev at n�vne landet som et s�regent kongerige, men Reformationen blev indf�rt ved kongebud, og da den katolske bispemagt afskaffedes, oph�rte tillige et s�regent norsk rigsr�d. Landet sank derved ned til at blive et slags lydland under den danske Krone og styredes i alt v�sentligt af danske lensm�nd. Landet gik imidlertid frem i materiel udvikling, og at det var i Christians tid, at Christoffer Valkendorf som lensmand i Bergen indskr�nkede det lybske handelskontors hidtil store myndighed.

Retsv�senet

Retsv�senet havde tidligere v�ret ret uoverskueligt i kraft af, at der havde eksisteret gejstlige domstole ved siden af verdslige. Nu blev der indf�rt en entydig r�kkef�lge: lavest var herredsting og byting. Herfra kunne klages til landsting og endelig til kongens retterting. Rettertingen kom til at best� af to dele, den ene blev normalt ledet af konge og rigsr�d og skulle afg�re alle sager vedr�rende adeliges liv og �re. Adelige sager kunne kun afg�res her. Den anden blev ledet af rigens kansler og kunne s�tte, hvor han befandt sig. Afg�relser herfra kunne appelleres til kongen og rigsr�det.

Udenrigspolitikken

Christian havde under Grevens Fejde f�et hj�lp fra den svenske konge Gustav Vasa. De to var svogre, idet de var gift med to s�stre, hertugd�tre fra Sachsen-Lauenborg. Da krigen nu var ovre, var det en naturlig ting at fors�ge at bef�ste det gode forhold. Det skete med aftalen i Br�msebro 1541. Den skulle have gyldighed i 50 �r og gik ud p� gensidig hj�lp mod indre og ydre fjender. Sverige opgav sit tidligere krav p� Gotland, og det blev fastlagt, at eventuelle stridigheder mellem Danmark-Norge og Sverige skulle afg�res ved forhandling og voldgift.

Mod syd var Tyskland splittet mellem den katolske kejser, Karl V, og en st�rk alliance af protestantiske fyrster og byer, Det schmalkaldiske Forbund. I 1538 indgik Christian en gensidig bistandsaftale med forbundet, og i 1541 indgik han yderligere et forsvarsforbund med Frankrig. �resund blev sp�rret for nederlandske skibe, og en stor fl�de blev udrustet for et angreb p� Nederlandene, men en storm splittede fl�den, og hj�lp udeblev. For den tyske kejser blev det en m�ls�tning at f� Christian skilt fra forbundet. Det endte efter forhandlinger med indg�elsen af Speyertraktaten i 1544. Denne gav de nederlandske byer fri handelsret i Danmark, og samme vilk�r i Norge som Hansest�derne. Det danske forbund med Frankrig m�tte opgives, men til geng�ld anerkendte kejseren Christian som retm�ssig konge, mens den afsatte Christian II til geng�ld skulle have sin frihed igen. Det skete kun delvis: i 1549 blev han overf�rt fra S�nderborg Slot til Kalundborg Slot, hvor han levede de sidste ti �r af sit liv.

D�d og tronf�lge

Christian 3. som lig, malet 1559 af Jost Verheiden.
Portr�tsamlingen p� Frederiksborg Slot

Christian 3. d�de p� Koldinghus den 1. januar 1559 efter flere �rs svagelighed i sit 56. �r og blev den 3. februar bisat i Sankt Knuds Kirke i Odense. I 1579 flyttede Frederik II liget til Hellig Tre Kongers Kapel i Roskilde Domkirke og lod af nederlandske kunstnere i ren�ssancestil opf�re det endnu st�ende gravminde, der regnes som et af de sk�nneste kunstneriske monumenter i Norden.

Han blev efterfulgt som konge af sin �ldste s�n, Frederik, der allerede i 1536 var blevet valgt som tronf�lger. Efter at have underskrevet h�ndf�stningen, besteg han tronen som Frederik 2.

Genealogi

Ægteskab og børn

Christian 3. giftede sig den 29. oktober 1525 i Lauenburg med Dorothea af Sachsen-Lauenburg, datter af hertug Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg og Katharina af Braunschweig-Wolfenbüttel. Christian og Dorothea fik fem børn:

Navn	Født	Død	Bemærkninger
Med Dorothea af Sachsen-Lauenburg
Anna	22. eller 25. november 1532	1. oktober 1585	Gift 1548 med kurfyrst August af Sachsen
Frederik	1. juli 1534	4. april 1588	Konge af Danmark og Norge 1559–1588 Gift 1572 med Sophie af Mecklenburg
Magnus	26. august 1540	18. marts 1583	Fyrstbiskop af Øsel og Kurland, titulær konge af Livland 1570–1578 Gift 1573 med Maria Vladimirovna af Staritsa Begravet i Roskilde Domkirke
Hans	25. marts 1545	9. oktober 1622	Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg Stamfar til Christian 9. og dermed til det nuværende glücksborgske kongehus Gift 1. gang 1568 med Elisabeth af Braunschweig-Grubenhagen Gift 2. gang 1588 med Agnes Hedvig af Anhalt
Dorothea	29. juni 1546	6. januar 1617	Gift 1561 med hertug Wilhelm af Braunschweig-Lüneburg-Celle gennem en af sine sønner oldemor til grundlæggeren af det nuværende engelske kongehus.

Anetavle

Anetavle König Christian III. Nyborg Slot.

Christian 5. af Oldenburg

Didrik den Lykkelige af Oldenburg

Agnes af Hohnstein

Christian 1. af Danmark

Gerhard 6. af Holsten

Hedevig af Holsten

Elisabeth af Braunschweig

Frederik 1. af Danmark

Frederik 1. af Brandenburg

Johan af Brandenburg-Kulmback

Elisabeth af Bayern-M�nchen

Dorothea af Brandenburg

Rudolf 3. af Sachsen-Wittenberg

Barbara af Sachsen-Wittenberg

Barbara af Liegnitz

Christian 3.

Frederik 1. af Brandenburg

Albrecht 3. af Brandenburg

Elisabeth af Bayern-M�nchen

Johann af Brandenburg

Jakob 1. af Baden

Margrete af Baden

Katarina af Lothringen

Anna af Brandenburg

Frederik 1. af Sachsen

Vilhelm 3. af Sachsen

Katarina af Braunschweig-L�neburg

Margrete af Sachsen

Albrecht 2. af Tyskland

Anna af �strig

Elisabeth af Luxembourg

Se ogs�

• Danmarks historie (1536-1660)

Litteratur

• Georg Waitz: Christian III. i Allgemeine Deutsche Biographie (ADB) (ses på tysk Wikisource)
• Mogens Bencard: "Tvivlens tid" (kronik i Skalk 1980 Nr. 1; s. 19-28)
• Troels Dahlerup: "Den folkelige Danmarkshistories fødsel" (kronik i Skalk 1986 Nr. 6; s. 18-26)
• Peter Downey: "The Danish Trumpet Ensemble at the Court of King Christian III" (Dansk årbog for musikforskning, bind 19 (1988); s. 7-17)
• Henrik Glahn: ""Musik fra Christian IIIs tid" - nogle supplerende oplysninger til udgivelsen i Dania Sonans IV og V" (Dansk årbog for musikforskning, bind 17 (1986); s. 65-67)
• A. Heise: "Christian III" (i: Dansk Biografisk Lexikon, 1. udgave, bind III; Kjøbenhavn 1889; s. 490-494)
• Janus Møller Jensen & Jens Jørn Fischer: "Reformationshovedstaden Nyborg" (Skalk 2017 Nr. 4; s. 17-24)
• Ole Kongsted: "“Jeg sender nogle nye messer …” Om Rasmus Heinssen og repertoiret i Christian 3.s kantori i midten af 1500-tallet" (Fund og Forskning, bind 46; København 2007; s. 37-55) Arkiveret 30. marts 2017 hos Wayback Machine
• Scocozza, Benito (1997). Politikens bog om danske monarker. København: Politikens Forlag. s. 114-119. ISBN 87-567-5772-7.
• "Christian III" (i: Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind IV; Kjøbenhavn 1916; s. 890-892)
• Alex Wittendorff: "På Guds og Herskabs nåde" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 7; ISBN 87-89068-09-2)

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: Christian 3.

• Kongerækken på Kongehusets hjemmeside
• Google Books: Den Stormægtigste Konge Kong Christian den Tredje (udgivet 1778)
• Hans den Yngres efterkommere

Christian 3. Huset Oldenburg Født: 12. august 1503 Død: 1. januar 1559
Titler som regent
Foregående: Frederik 1.	Konge af Danmark 1534 – 1559	Efterfølgende: Frederik 2.
	Konge af Norge 1537 – 1559
	Hertug af Slesvig 1533 – 1559 med Hans (1533–1559) med Adolf (1533–1559)
	Hertug af Holsten 1533 – 1559 med Hans (1533–1559) med Adolf (1533–1559)